Herning fortsætter: Fortjent sejr i Nordjylland

Frederikshavn-Herning 1-4 (0-2,1-1,0-1) (Skrevet af Michael Eriksson Kristensen) Herning banker for alvor på i toppen af Metal Ligaen, efter det i aften blev til en 4-1-sejr i Frederikshavn. Mario Simionis tropper leverede en solid indsats, og var i aften langt bedre end et noget tamt høge-mandskab

Det lignede heller ikke førerholdet i Metal Ligaen, der var kommet på is til første periode. White Hawks havde ikke den samme glød i deres ellers altid fornøjelige angrebsspil, hvor holdet kun blev noteret for syv skud på mål mod tilbagevendte Lubos Pisar i Herning-målet.

Der var i øvrigt langt mellem højdepunkterne i første periode, hvor Mathias Bau var ene om at teste slovakken i gæsternes bur. Hos Herning havde Kasper Degn en enkelt chance, hvor høge-keeper George Sørensen måtte agere sprællemand.

Efter præcis et kvarter kom aftenens første scoring i Scanel Hockey Arena. Daniel Nielsen sendte en puck mod mål fra blue line, og den blev rettet af et par gange, inden den havnede inde bag landsholdskeeperen. Joachim Linnet blev noteret for scoringen.

Gæsterne holdt presset mod topholdets mål, og det gav bonus blot 107 sekunder senere, da Kristoffer Lauridsen lidt heldigt fik en puck serveret blank foran George Sørensen. Han sagde ja tak, og scorede til 2-0, alt imens Christian Kristiansen græmmede sig over den måde han sløsede en ellers ufarlig puck hen til Herning-forwarden på.

Aftenens midterste tyve minutter bød på lidt mere end første periode havde givet de fremmødte i Scanel Hockey Arena. Hjemmeholdet kom ud med lidt mere power, men Herning gjorde det svært for topholdet. Var der endelig fare på færde, stod den tidligere White Hawks keeper Lubos Pisar klar til at tage fat.

Der skulle faktisk et overtal til for at overliste Pisar. Det var Colin Vock, der stod klar ved bagerste stolpe, og fik raget en løs puck ind over stregen. 1-2 blinkede det på storskærmen, men glæden for hjemmeholdets fans varede kort.

Der skulle nemlig kun gå seks minutter, så havde Herning igen bragt sig foran med to mål. Herning havde godt fat i høge-zonen, og flere store chancer blev det til inden Kristoffer Lauridsen igen fik scoret. Fra en spids vinkel fandt han et lille hul, hvor en liggende Sørensen ikke havde en chance for at nå hen. 1-3, hvilket var stillingen efter anden periode.

Hjemmepublikummet ville dog gerne have haft en 2-3 scoring, og pucken var også i mål bag Pisar, men hoveddommer Jacob Grumsen fløjtede for blokering. En dom som de passionerede høge-supportere bestemt ikke var enige med ham i.

Hvorvidt Grumsen var for hurtig med fløjten skal være usagt, men under alle omstændigheder havde han fløjtet før pucken røg i mål, så derfor korrekt kendelse af den erfarne mand i sort.

Svenske Elias Granath havde tredje periodes første chance, da Herning var i overtal. Kun en pragtredning af George Sørensen forhindrede gæsterne i en 4-1 scoring i den forbindelse. Kort efter fik White Hawks en mulighed i overtal, men trods gode aktioner lykkedes det ikke at få skudt hul på Pisar.

Herefter fik vi for alvor dramatik for alle pengene. Mathias Bau blev smidt i bad efter en batalje med Patrick Madsen, hvor han lidt uforståeligt var den eneste, der fik to minutter. Derefter gik københavneren helt amok i de værste gloser mod hoveddommer Michael Nielsen, og fik yderligere to minutter, plus 10 minutter, plus Game.

Hjemmeholdet overlevede de fire minutter i undertal, men efterfølgende var der ikke mere at skyde med for høgene. Gæsterne havde begivenhederne under kontrol, og kunne med under et minut tilbage gøre det til slutresultatet 1-4, da Steffen Frank fik sendt skiven i mål.

Herning-spillerne blev efter kampen fortjent hyldet af de 10 medrejsende supportere fra Herning, der fik sig tre velfortjente point med hjem til Midtjylland.

Hos hjemmeholdet var det dejligt at se Mathias Bau tilbage med energi, trods hans badebillet i tredje periode. Derudover var Mads Larsen en fremtrædende spiller hos White Hawks.

Hos Herning-lejren skal der lyde sædvanlige roser til kaptajn Daniel Nielsen, men naturligvis også Kristoffer Lauridsen med to mål og en assist, blev en slags matchvinder for Blue Fox.