Herlev snuppede overraskende point i Vendsyssel

Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles 5-4 (3-1,1-1,0-2) 0-0,1-0 (Skrevet af Michael Eriksson Kristensen) En flok uinspirerede spillere fra Frederikshavn, mod nogle krigere fra Herlev, var hvad vi her til aften blev vidne til i Scanel Hockey Arena. Hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud af kampen efter straffeslag, men det var bestemt ikke et tophold værdigt det, der blev leveret fra White Hakws spillernes side her i aften.

Der skulle dog kun gå 73 sekunder inden der var noget at juble over for hjemmeholdets publikum. Marcus Olsson satte et perfekt skud op i målhjørnet, uden chance for Marc Schläger i gæsternes bur. Måske den tidlige scoring blev en sovepude for høgene, der ikke lignede nogen der havde fået nytårsfestlighederne ud af kroppen.

Man kunne dog tro at Herlev, med deres megen modgang på og uden for isen, ville slå opgivende ud med armene efter det første mål i mod sig. Men det var ikke tilfældet for Linus Fagemos tropper, der endda kun var mødt op med 14 markspillere og to målmænd.

De havde stor ære af kampen, og fortjent kunne de udligne til 1-1 på straffeslag ved unge Jonas Sander. Uopmærksomhed hos hjemmeholdet var skyld i det begåede straffeslag af Emil Birk.

Det var kendetegnende for høgene i det meste af kampen, hvor de manglede at gøre tingene nemme for sig selv. Det profiterede Herlev af med god fight og en god solid defensiv, også trods to mål imod sig i slutningen af første periode.

Mathias Bau og Robin Bergman kunne med hver deres scoring til hjemmeholdet, sende høgene til pause med en føring på 3-1, men det sprudlende spil Metal Ligaens førerhold har vist tidligere, så vi ikke meget til i de første tyve minutter.

Det med at det hele lige skulle være så fint for hjemmeholdet, i stedet for at gøre de nemme ting, blev godt illustreret i starten af anden periode da Adam Miller blev spillet helt nøgen foran mål. Schläger var udspillet, og det eneste amerikaneren skulle var at sende skiven ind i netmaskerne. Det klare 4-1-mål blev i stedet til en afbrænder af dimensioner, da en ukoncentreret Miller sendte pucken forbi det tomme mål.

Kort efter var det Bergman og Mads Larsen der sløsede et ellers flot angreb, og så kunne gæsterne slå kontra og reducere ved Christoffer Lindhøj, der sendte pucken i en høj bue over hjemmeholdets keeper Christian Larsen.

Efter den reducering var det, som om hjemmeholdet skruede lidt mere op for tempoet. Der blev investeret noget mere i pasninger og tacklinger, men Herlev forsvarede sig på forbilledlig vis. Samtidig havde de i Marc Schläger en sikker sidste skanse.

Der skulle faktisk et straffeslag til at udplacere gæsternes keeper i anden periode, da Steffen Klarskov brutalt blev nedlagt i frit løb mod Herlev-keeperen. Korrekt straffeslag til høgene, og badebillet til Magnus Povlsen, der fik en Game Misconduct for en spearing.

Klarskov eksekverede sikkert straffeslaget i nettet til 4-2, hvilket fik stemningen i vejret i Scanel Hockey Arena hos de 1450 tilskuere.

Hvis man troede Herlev nu mere tænkte på hjemturen til København, så tog man fejl. I starten af tredje periode brændte det for alvor på hos Christian Larsen, hvor Herlevs unge Jonas Sander havde et skud på stolpen. Sander var en fornøjelse at følge i aftenens kamp, og er en spiller der går en stor fremtid i møde.

White Hawks trykkede mere og mere på, men Schläger havde en formidabel aften i Danmarks nordligste skøjtehal. Han refleks-reddede på et skud fra Christian Chapman, og var sikkerheden selv, da Adam Miller var alene igennem.

Man bør dog forvente noget mere af White Hawks amerikanske topscorer, der for tiden ligner en, der hviler lidt på laurbærerne.

Med syv minutter igen kom der atter spænding om resultatet, da hjemmeholdets defensiv igen tog en blunder. Det udnyttede Christian Vaagensø på fornemste vis for gæsterne.

Kort efter var Herlev i to omgange tæt på at udligne til 4-4. I begge tilfælde var det Jonas Sander, der misbrugte de store tilbud. Der gik et gys gennem hjemmeholdets tilskuere, der på ingen måde havde troet bundholdet kunne få point med hjem fra Vendsyssel.

Men point fik gæsterne med sig hjem, hvor de havde flere store muligheder i slutfasen, og fortjent kunne udligne til 4-4 da Sonny Hertzberg scorede mellem benene på Christian Larsen. Der manglede lige godt et minut af tredje periode da den udligning kom, hvilket sendte kampen i overtid.

Den endte uden scoring selvom hjemmeholdet fik to minutter i fire mod tre spil. De store chancer blev det ikke til, og så måtte ismaskinen ind og gøre klar til straffeslagskonkurrence.

Her blev Mathias Bau matchvinder med konkurrencens eneste scoring, hvilket gav hjemmeholdet to point. Ikke en kamp hjemmeholdet vil huske tilbage på med stor glæde, da det bestemt ikke var kønt det topholdet leverede i aften.

Herlev kan se tilbage på en rigtig flot præstation midt i deres modgang, og det ene point må give dem noget selvtillid til de sidste kampe i grundspillet.