Herlev: Profiler ude længe, 42.000,- samlet ind

Når man taler om en alvorlig skadeskrise på Herlev Eagles’ backlinje, så er det ikke for sjovt. For to af de store profiler i Eagles-defensiven kan nemlig være sat ud af spillet i det meste af sæsonen.

Både Adrian Saxrud Danielsen og Dennis Bozic er således ude med langtidsskader i skulderen.

Norske Saxrud, der allerede i Metal Cup-kampene fik et hav af minutter på isen, er som minimum uden til omkring juletid, mens Dennis Bozic formentlig kun er med, hvis Herlev når til slutspillet.

Benjamin Mauritzen er ligeledes skulderskadet, og det står hen i det uvisse, hvornår han er klar, mens træner Linus Fagemo håbede på at have Daniel Villadsen klar i går i Herning. Men Villadsen stod ikke i kamprapporten. I stedet spillede unge Daniel Luplau i Eagles-tredjekæden.

Kriser det på backsiden, så kan Herlev Eagles-organisationen til gengæld glæde sig over at have samlet 42.000 kroner ind til kampen mod kræft via indsatsen til ”Lyserød lørdag” før, under og efter kampen mod Aalborg i lørdags. Et rigtig flot resultat af Herlev-organisationen.