Odense-drenge sænkede Bulldogs på Fyn

Odense Bulldogs-Herlev Eagles 2-4 (0-1,2-0,0-3) Håbet om en plads i slutspillet er stadig sort-gult hos Herlev Eagles, der i dag overraskende tog over broen og snuppede alle tre point fra formstærke Bulldogs. Den var der næppe mange, der havde set komme, og slet ikke, da det blev registreret, at Eagles’ vel nok stærkeste spiller, Antti Hölli, måtte sidde ude i eftermiddagens enlige Metal Liga-kamp.

I stedet var det to tidligere Odense-drenge, der triumferende kunne tage fra deres tidligere hjemmebane. Mikkel Ankjær Nielsen og Lukas Lundvald Nielsen stod for to af gæsternes tre mål – og tilmed var Lukas Lundvalds bror, Daniel, også med i holdopstillingen hos Herlev, der endte med at vinde 4-2.

En stor del af æren for sejren skal også tilskrives målmand Aaro Peltonen hos Eagles, for undertegnede vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at det absolut var en af Peltonens største kampe overhovedet i den danske liga i eftermiddag.

Eller i hvert fald de første 40 minutter, hvor den kvikke finne nærmest agerede levende plankeværk, når Bulldogs angreb tæt under mål. 37-11 i skud i de første perioder fortæller ikke nogen løgnehistorie om fem mod -fem-spilfordelingen, men til gengæld var Herlev farlige i overtal.

Det var i en sådan situation, at Mikkel Ankjær lettere ubesværet gled igennem, kom langt ind i Odenses zone og satte et trækskud ind bag Tad Galansky i Bulldogs-målet. Der var blot spillet et minut af kampen, og Ankjærs mål var også startskuddet til en voldsom offensiv fra hjemmeholdet.

Fynboerne brændte et hav af muligheder og der var nærmest konstant tumult inde foran Aaro Peltonen, som hurtigt blev brandvarm. Det hører med til historien, at Herlevs backer også ofrede liv og sjæl for at redde slutspilschancen, og Eagles-powerplayet, som var stærkt i eftermiddag, pressede Tad Galansky til en tredobbelt redning med skinnerne lige inden pausen.

Men selv ikke de mest ihærdige Eagles-fans kunne klage over, at hjemmeholdet førte 2-1 efter en anden periode, hvor Odense-dominansen – omend knap så stor – fortsatte.

Mike Daugulis sled sig til en udligning, men Rasmus Bjerrums 2-1-mål var en gennemspillet perle, hvor pucken blev zig-zagget op gennem banen, inden Bjerrum nærmest kunne drible den i kassen.

På lægterne gik julemanden rundt og delte godteposer ud, og ungernes forældre tyggede med i sikker forvisning om de tre ventede point.

Men kampbilledet vendte i de sidste 20 minutter, hvor det nu var Herlev, der spillede en rigtig solid omgang udebanehockey. Som krydderen på frankfurteren dukkede den teknisk dygtige Lukas Lundvald Nielsen op to gange – en gang i powerplay – med to fine afslutninger og Herlev fik vendt kampen. 

Lundvald skiftede til Herlev for mere spilletid, og i aften viste han igen mange prøver på sin flotte teknik og fine skøjteløb.  I fjor var han dominerende i 1. division, og nu har han fået sit ligagennembrud.

Herlev skal dog stadig slide som gale, hvis de vil med i slutspillet, men om ikke andet giver sejren et skud af optimisme til Eagles-mandskab, der også havde en stærkt Sonny Hertzberg i defensiven og tilmed på banen ved tre Herlev-mål (to i powerplay).