Herlev Eagles begynder sæsonen med minus fire point

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Herlev Eagles starter i morgen Metal Ligaen efter en økonomisk rekonstruktion, og det får konsekvenser, oplyser DIU her i formiddag i en pressemeddelelse, hvor der bydes velkommen til den kommende Metal Liga-sæson.

Eagles begynder nemlig sæsonen med fire minuspoint, lyder det i pressemeddelelsen, der kommer med følgende ordlyd.

”Herlev Eagles meldte i august måned ud, at klubben var under økonomisk rekonstruktion. Denne rekonstruktion er nu sat i værk og accepteret af DIU’s licensudvalg, der til gengæld – i henhold til turneringsparagrafferne – trækker Herlev fire point i tabellen. Det betyder, at Herlev Eagles altså løber på isen til første turneringskamp fredag med minus fire point.”

Det er turneringsreglementets paragraf 5, der henvises til:

I tilfælde af rekonstruktion eller frivillig akkord kan Licensudvalget beslutte at afskære foreningen fra ligalicens, og Licensudvalget skal som minimum foretage pointfradrag med 4 points eller mere i den efterfølgende sæson for foreningens hold i Superisligaen eller – såfremt foreningen ikke får ligalicens – Divisionen, eller for en nystiftet forenings hold, såfremt den nystiftede forening er nærtstående til foreningen.

Licensudvalgets beslutning om sportslige konsekvenser i tilfælde af rekonstruktion eller frivillig akkord skal træffes ud fra en samlet vurdering af baggrunden for rekonstruktionen mm., eventuelle fortilfælde for foreningen eller for selskabets ledelse eller ejerkreds, samt hvorledes offentlige kreditorer er stillet i rekonstruktionen mm.