Herlev arbejder på at tilknytte Mike Daugulis

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Mike Daugulis begyndte faktisk sit danske eventyr i Herlev, hvor han i sæsonen 2009/10 skulle have spillet under Brad Grattons vinger. Det skete ikke, for Herlev lukkede og slukkede inden sæsonen gik i gang.

Nu kan Mike Daugulis med stor sandsynlighed være på vej tilbage til Herlev Eagles, for han træner med holdet og assisterende coach Filip Faurholm fortæller til Faceoff.dk, at man er interesseret i at tilknytte Daugulis, der i mellemtiden er blevet dansk gift og derfor gerne vil fortsætte karrieren på dansk is.

– JP (MacCallum) og jeg har sagt god for ham som hockeyspiller, og vi kunne sagtens bruge hans rutine og han virker som en rigtig god person i omklædningsrummet. Så vi håber, at tingene falder på plads, siger Faurholm.

Men det er altså ikke op til den sportslige ledelse, men derimod klubbens kulisser at sikre de sidste detaljer.

Mike Daugulis har spillet i Danmark siden 2010/11-sæsonen, mest i Rødovre, men også to sæsoner i Odense. I sidste sæson var han en af de mange Rødovre-spillere, der blev lejet ud i slutfasen af sæsonen, hvilket Rungsted fik gavn af – ikke mindst i Metal Cup-finalen, hvor Daugulis var en af banens bedste spillere, da nordsjællænderne vandt 3-0 over Aalborg.

Brøndby intro artikler