Her er Peter Fredbergs bud på de to DM-finalister

Vojens Efterskole
©iShoot.dk
Vojens Efterskole

Danmarks mest rutinerede ishockeyjournalist med 45 års erfaring på B.T., Peter Fredberg, skulle forsøge at følge sidste års succes op, hvor han tippede alle fire rigtige vindere i kvartfinalerne.

Det lykkedes ikke helt i år. Han ramt plet med Rungsted Seier Capital, Aalborg Pirates og Sønderjyske som vindere af serierne mod henholdsvis Herlev Eagles, Herning Blue Fox og Rødovre Mighty Bulls. I den sidste serie mellem Frederikshavn White Hawks og Esbjerg Energy havde han ganske vist forudsagt, at den ville gå hele vejen og blive afgjort i den syvende kamp, men Frederikshavns sejr betød, at Peter Fredberg måtte nøjes med tre træffere.

Hvordan går det så i semifinalerne? Faceoff.dk har igen bedt om Fredbergs bud. Sådan lyder hans vurdering:

Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks

At det er sæsonens fire bedste held, der står i semifinalerne, er indiskutabelt. Fire hold, som i min optik alle har potentiale til DM-guld. Heller ingen tvivl om, at det bedste af dem har været Rungsted Seier Capital. Nordsjællænderne vandt grundserien og erobrede sæsonens første titel med pokalsejren over Frederikshavn White Hawks med to mål inden for det sidste minut i finalen.

Frederikshavn var bedst, da det gjaldt mod Esbjerg. Forskellen var den tjekkiske målmand Tadeas Galansky plus en fabelagtig disciplin og karakter. Men også stor ros til Esbjerg. Som cheftræner Mark Pederson rammende udtrykte det: ”Mine folk døde med skøjterne på.” Sådan! Hvilken euforisk stemning i Nordjyske Bank Arena. Den ledte tankerne tilbage til DM-guldkampene i 1989 og 2000.

Da Frederikshavns finske coach, Jari Pasanen, på tv blev konfronteret med oplysningen om, at Rungsted havde valgt vendelboerne i semifinalen, fornemmede jeg, at det ikke var den besked, han helst ville høre. At det er en skræmmemodstander, illustrerer kampene i grundserien, hvor Rungsted erobrede 12 af de 15 point i de indbyrdes kampe med en samlet målscore på 23-11.

Rungsted har haft et godt greb om Frederikshavn. Og det vil i mine øjne altid være en fordel at gøre sig hurtigt færdig i fire kampe og restituere i en fase med småskader end at skulle igennem syv fysisk og mentalt opslidende kampe. Uanset den lange kamppause.

Mit tip: Rungsted Seier Capital vinder 4-2 i kampe.

Sønderjyske-Aalborg Pirates

For sidste års The Double-vindere fra Aalborg Pirates har det været en bevæget sæson med svingende resultater og en trænerfyring.

Konsekvensen af 11 nederlag i de seneste 17 kampe kostede Jason Morgan jobbet i starten af februar. Det gav den tidligere NHL-spiller Garth Murray chancen, og en solid serie i kvartfinalen mod Herning Blue Fox, der blev elimineret i fem kampe (kampen var dog mere lige, end cifrene antyder), understregede det fornuftige i trænerskiftet.

Der er igen struktur og speed i offensiven, og kæden med Julian Jakobsen og tvillingerne Mikkel og Martin Højbjerg kan få afgørende betydning.

Apropos det slagne Herning-hold med de mange ”stjerner” har denne sæson været en katastrofe. For mange høvdinge og for få indianere?

Sønderjyske stod senest i en finale for tre år siden og er siden ikke gået så langt. Cheftræner Mario Simioni har bygget et godt og spændende hold op, men det skal spille bedre end i serien mod Rødovre Mighty Bulls (4-2 i kampe), hvis det skal slå de genfødte pirater.

Sønderjyske sluttede grundserien stærkt med sejre over Rungsted og Esbjerg og en sikker andenplads. Og i de fem kampe mod Aalborg Pirates har de taget ikke færre end 13 points med en målscore på 23-11. Den statistik vejer tungt.

En åben duel med en smuk udsigt til syv kampe og et plus til Sønderjyske.

Mit tip: Sønderjyske vinder 4-3 i kampe.