Rungsted klar med ny, finsk angriber

Rungsted præsenterer inden længe en ny spiller, der skal forstærke holdet frem mod det kommende slutspil. Det erfarer FACEOFF-online.dk via pålidelige kilder, og det bliver som ventet en angriber, der kommer ind til klubben efter Anthony Aquinos nylige exit.

Det bliver den 31-årige Tuomas Santavuori, der har næsten 500 Liiga-kampe (den bedste finske række) på bæltet. Den rutinerede finne kommer direkte fra et ophold i Kasakhstan, hvor han spillet for klubben med det mundrette navn Kulager Petropavlovsk. Her snittede han godt et point pr. kamp for midterholdet, der for øjeblikket ligger nummer fem i ligaen derovre.

Kulager Petropavlovsks hjemmeside melder ikke noget om, hvorfor Santavuori skifter klub, blot at han har ønsket at komme videre i sin karriere, og Metal Ligaen er formentlig også et lidt mere hjemligt sted for finnen, der på Eliteprospects.com betegnes som en meget dygtig spiller i powerplay med fin vision for spillet og godt tempo i skøjterne – dog med defensive svagheder.

Han har tidligere været en vældig markant spiller i den finske Liiga, hvor han over en periode på 12 sæsoner har opretholdt et pointsnit på 0,5. Han toppede i 2010/11-sæsonen med 42 point i 60 kampe for Ässät Pori, og fik kun 18 kampe i 2013/14-sæsonen, der var den sidste i Liiga, hvor han spillede både i HPK Hämeenlinna og sin moderklub Pelicans Lahti.

I sidste sæson begyndte han i Mestis, inden han rejste videre til Kiruna i Sverige (Division I) og Klostersee i den tyske Oberliga. To klubber, der umiddelbart ligger under hans niveau. Nu har Santavuori altså brugt et halvt års tid til at skyde sig varm i Kasakhstan, og det skal blive spændende at se, hvad han kan gøre i Rungsted i den resterende del af sæsonen.

Her et finsk indslag om Santavouri fra tiden i HPK (med klip) og nedenfor lidt flere prøver på hans kunnen: