Her er A-landsholdet til turneringen i Sydkorea fra 9.-12. februar

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Den danske landstræner Janne Karlsson har sat landsholdet til den kommende testturnering i Sydkorea. Truppen blev afsløret i forbindelse med tv-kampen mellem Rungsted og Esbjerg her til aften og ser således ud:

Danmarks Ishockey Union skriver følgende:

Målmanden fra Esbjerg, Nicolaj Henriksen, 21 år, har vist så gode takter i denne sæson – og i sidste sæson, da Esbjerg Energy blev mester – at han nu får chancen på A-landsholdet, hvor han skal danne tandem med Hernings Simon Nielsen.

– Vores målmandstræner på landsholdet, Theis Møller, har fulgt Nicolaj tæt i løbet af de seneste sæsoner, og har givet masser af positive ord om Nicolaj, siger Karlsson om den 194 centimeter lange målmand fra Esbjerg, der spiller med stor ro og fint overblik i sit spil.

En anden ny mand – der dog har snust til landsholdet tidligere – er Gentoftes Nikolaj Zorko, som Janne Karlsson kalder for en intensiv, hårdtarbejdende spiller, ligesom Mikkel Højbjerg tilslutter Aalborg Pirates trioen med Lasse Bo Knudsen og Julian Jakobsen.

I den anden ende af skalaen, hos de meget rutinerede spillere med VM-erfaring, glæder Janne Karlsson sig over et gensyn med Jesper ”Zlatan” Jensen, der har gjort det så godt hos Brynäs i den svenske liga, at han er i top 10 på pointlisten i SHL for øjeblikket.

– Jesper fik ødelagt hele sidste sæson på grund af en skulderskade, men er kommet fantastisk godt tilbage hos Brynäs i den her sæson. Jeg er ikke overrasket over, at han gør det så godt, nu han endelig er frisk og har fået lov at spille fra sæsonstart, siger Karlsson.

Landstræneren flyver til Sydkorea for første gang i et meget langt ishockeyliv, og det bliver uden et par håndfulde af de spillere, der normalt ville være inde i billedet til landsholdstruppen og som med sikkerhed også er med i kapløbet frem mod VM i Tyskland og Frankrig senere på sæsonen.

– Selvfølgelig vil man som træner gerne stille med stærkeste hold, men omvendt er der også spillere, hvis kvaliteter, jeg kender i forvejen og ikke behøver at teste.

– Samtidig gælder det også om at holde en god relation til klubberne rundt omkring, og jeg glæder mig over, at jeg har et tungere og mere rutineret hold end i Ungarn i november og at jeg samtidig kan få testet nye, unge spillere på internationalt niveau, siger Janne Karlsson.

Målmænd: 
Simon Nielsen, Herning
Nicolaj Henriksen, Esbjerg

Backs:
Phillip Bruggisser, Esbjerg
Emil Kristensen, Linköping
Matias Lassen, Mora
Markus Lauridsen, Leksand
Nicolai Weichel, Rungsted
Nicholas B. Jensen, Rungsted
Lasse Bo Knudsen, Aalborg

Forwards:
Jesper Jensen, Brynäs
Nichlas Hardt, Malmö
Nicolai Meyer, Tingsryd
Søren Nielsen, Esbjerg
Mathias Bau, Frederikshavn
Morten Poulsen, Pelicans
Thomas Spelling, SønderjyskE
Julian Jakobsen, Aalborg
Matthias Asperup, Rødovre
Mikkel Højbjerg, Aalborg
Kristoffer Lauridsen, Frederikshavn
Nikolaj Zorko, Gentofte
Steffen Frank, Frederikshavn

Turneringen spilles således:
Firenationersturnering i Sydkorea:
9. februar: 
07:30 – Ungarn-Japan
12:00 – Sydkorea-Danmark
10. februar: 
07:30 – Japan-Danmark
12:00 – Sydkorea-Ungarn
11. februar:
06:00 – Danmark-Ungarn
12. februar: 
10:00 – Sydkorea-Japan