Henrik Sedin sendes hjem med skade – Islanders-spiller fik badebillet

Foto: Bridget Samuels

Vancouver Canucks kommer til at undvære Henrik Sedin i sine kommende kampe. Den svenske førstecenter blev skadet i søndagens kamp mod New York Islanders, og han ventes først klar igen efter All Star-pausen.

Canucks er blevet i New York-området, hvor holdet tirsdag møder New York Rangers, men for Henrik Sedin slutter besøget i storbyen nok allerede mandag. Den 35-årige svensker deltog ikke i mandagens træning, og han sætter sig formentlig på et fly med Vancouver som destination.

– Vi sender ham nok hjem, så han kommer ikke til at spille flere kampe på dette roadtrip. Han er forhåbentlig klar igen efter All Star-pausen. Jeg tror, der er tale om en skadespause på ti dage eller deromkring, sagde Vancouver Canucks’ træner Willie Desjardins efter mandagens træning.

Henrik Sedin blev skadet sidst i første periode af søndagens kamp mod New York Islanders. Han udgik og vendte ikke tilbage, men holdkammeraterne formåede at hive en 2-1-sejr til Canucks hjem efter straffeslag.

Sedins skade opstod, da han blev tacklet hårdt ind i banden af Islanders-forwarden Mikhail Grabovski. Den 31-årige hviderusser blev straffet med fem minutter for boarding og en game misconduct, så hans kamp sluttede altså også, da Henrik Sedin kolliderede med banden ud for Vancouvers udskiftningsboks.

Du kan se episoden, som førte til Sedins skade og Grabovskis badebillet her: