Hårdt prøvet Penguins-spiller kan være alvorligt skadet igen

Finske Olli Määttä har trods sine 21 år allerede oplevet flere bump på vejen i sin NHL-tid, end andre spillere oplever i en hel karriere. Nu kan uheldet igen have ramt den unge Pittsburgh Penguins-back.

Olli Määttä udgik af tirsdagens kamp mellem Pittsburgh Penguins og Minnesota Wild, da han midt i anden periode blev tacklet af gæsternes Nino Niederreiter og faldt ind i banden med hovedet og skulderen som de første kontaktpunkter. Määttä blev efterfølgende hjulpet i omklædningsrummet og han vendte ikke tilbage.

Se uheldet her:

Penguins har ikke oplyst noget om, hvor alvorlig skaden er. Det vil dog være et hårdt slag for holdet og den unge finne, hvis der venter ham en længere pause. I sidste sæson blev Olli Määttä både ramt af kræft, fåresyge og en skulderskade, som endte hans sæson.

Määttä missede hele 62 kampe i sidste sæson som følge af de forskellige skader, og i denne sæson har Penguins kørt ham roligt tilbage i ligaen ved at give ham lidt mindre istid, end hans stærke spil måske berettiger ham til. Olli Määttä har lavet to mål og to assists i 18 kampe i denne sæson.

Pittsburgh vandt kampen mod Minnesota med 4-3.