Hardt-harmoni giver overskud

Foto: Jan Korsgaard

Den danske landsholdsforward Nichlas Hardt er i gang med sin anden sæson i Linköping. For øjeblikket på andenpladsen i SHL trods nederlaget lørdag eftermiddag på 2-3 efter straffeslag mod Skellefteå. Et nederlag, der efter en jævnbyrdig kamp trods alt var til at leve med for Hardt og co. på trods af, at storklubben fra nord altså rendte med bonuspointet.

“Det er meget muligt, at det lyder som en kliché, men den der klassiker med, at vi har det sjovt og har et godt omklædningsrum. Den passer altså her i klubben. Vi har gode drenge på holdet, og vores imports byder ind med ufattelig god energi.”

“Ikke noget med, at de kommer på en skøjte, som amerikanerne sommetider gør. De går forrest, og det er utrolig vigtigt,” siger Hardt – pudsigt nok selv en import, selv om han nok føler sig ganske meget som svensk – til FACEOFF-online.dk.

“Vi trives fremragende her i byen, og det, at jeg er blevet far, har gjort mig til en bedre ishockeyspiller og et bedre menneske. Jeg er hundrede procent til stede på isen, og når jeg kommer hjem, så handler det om familien. En dårlig kamp eller træning er nemmere at lægge bag sig, når der er harmoni i familien. Jeg er sjældent sur eller negativ mere, og det gør mig også til en bedre hockeyspiller. Jeg har mere overskud,” siger Hardt.

Han får masser af spilletid, og er konstant i Linköpings to bedste kæder.

“Der er stadig plads til forbedringer, men jeg synes virkelig, at jeg byder ind. Da jeg kom Linköping (fra Jokerit) trængte jeg til et miljøskifte, og det har virkelig givet mig noget ekstra,” siger landsholdsforwarden.

Eneste lille malurt i bægeret efter en god sæsonstart var, at Linköping tabte 1/16-finalen i Champions Hockey League klart over to kampe til tjekkiske Liberec.

“Jeg er klar over, at Champions Hockey League bliver diskuteret meget heroppe, men vi gik altså efter at komme langt i den turnering. Tjekkernes spillestil lå ikke godt til os, og det var en ærgerlig oplevelse,” siger Hardt til FACEOFF-online.

SHL bød i øvrigt på fuldt program lørdag. Frederik Storm noterede sig to assister, da Malmö vandt bund- og lokalopgøret mod Karlskrona, der igen havde Patrick Galbraith på bænken. Frölunda og Oliver Lauridsen tabte 1-3 i Brynäs.

Jesper Jensen var igen i tredjekæden for Rögle, der tabte med 1-3 i Örnsköldsvik hos Modo Hockey.

SHL 2015/2016
GP GD  P
1 Frölunda 8 16 19
2 Linköping 8 11 17
3 Brynäs 8 8 17
4 Färjestad 8 5 17
5 Örebro 8 6 16
6 Djurgården 8 4 15
7 Skellefteå 8 1 14
8 Luleå 8 -5 10
9 MODO 8 -9 10
10 Rögle 8 -2 9
11 Malmö 8 -8 7
12 Växjö 8 -8 7
13 HV71 8 -9 6
14 Karlskrona 8 -10 4