Hardarson var PO-klar, Dresler manglede kun mål

Henry Hardarson blev tidligere på sæsonen kåret til pokalfighteren i Final4, og manden med de islandske aner fortsatte sit glimrende spil i de store kampe, da Aalborg i går vandt 3-1 over Esbjerg i den første semifinale. Her afsluttede Hardarson kampen med et mindre slagsmål med en af gæsterne og konstaterede overfor Nordjyske, at “tilskuerne skal have noget for pengene”. 

Det fik de lidt over 3000 mennesker i Cool East Arena også i aftes, hvor to ligeværdige mandskaber leverede en fin kamp, der først blev afgjort i den absolutte slutfase. 

Og en kamp, hvor Hardarson så lidt for mange aalborgensiske pucktab i midtzonen.

– Det var et problem, der plagede os lidt tidligere i sæsonen, hvor vi også havde nogle dumme pucktab, og det vendte desværre lidt tilbage i dag. Men vi får sat os mere og mere på kampen, selvom jeg synes, at det var en meget lige affære med to rigtigt dygtige målmænd, sagde han til Nordjyske.

Trods nederlaget var Esbjergs assisterende træner Thor Dresler også ganske tilfreds med sit holds præstation, konstaterede han overfor JydskeVestkystens udsendte.

Det er ikke meget, der går galt i dag. Vi spiller meget godt, og vi skaber en masse chancer. Hvis der er noget, der går galt, er det, at vi ikke scorer flere end ét mål, sagde han til avisen.

-Nogle dage går de ind, andre dage gør de ikke. Det er i hvert fald en stor del af grunden til, at vi taber i dag, lød det fra Dresler, der glædede sig over, at Esbjerg spillede en solid fysisk kamp og fik lagt god vægt i tacklingerne.