Hansens pointstime er forbi

Jannik Hansen har fået en fantastisk start på sæsonen med point i de første fire kampe, men i nat måtte den danske Vancouver Canucks-wing for første gang i denne sæson forlade isen med et nul på pointkontoen.

Canucks tabte fredagens opgør mod St. Louis Blues med 4-3. Hjemme i Rogers Arena fik Vancouver en forfærdelig start, da gæsterne bragte sig foran med 3-0 i løbet af den første halve time. Som kampen skred frem, åd værterne sig mere ind på Blues, som spillede sin tredje kamp på fire dage, men Canucks nåede ikke helt på omgangshøjde med gæsterne.

Vancouver reducerede til 4-3 med 29 sekunder igen, og seks sekunder før tid kom Daniel Sedin faktisk frem til en fornuftig chance. Pucken gik dog ikke i nettet, og dermed måtte Canucks se sig slået i ordinær tid for første gang i denne sæson.

Jannik Hansen fik 17 skift og 15:14 på isen for Vancouver. Han var på isen ved det ene St. Louis-mål og endte derfor på -1. Hansen forsøgte at fortsætte sin pointstime ved at skyde på mål fire gange, men ind ville pucken ikke.

Se højdepunkter fra kampen her: