Hamburg Freezers misser slutspillet

Det blev fredag aften en kendsgerning, at Hamburg Freezers går glip af denne sæsons slutspil efter et 2-5-nederlag hjemme til topholdet Iserlohn Roosters.

Danskerklubben lå inden næstsidste spillerunde på en 11.-plads, hvilket er uden for de placeringer, der giver adgang til kvalifikation om en slutspilsplads. Den placering fastholdt Freezers efter 51. spillerunde, og da både Kölner Haie og Straubing Tigers vandt deres kampe, kan Freezers ikke længere slutte i top10, da Mannheim  har fire point flere end nordtyskerne.

Julian Jakobsen blev noteret for en assist, men det kan hverken han eller Morten Madsen bruge til det store, da den nu står på sommerferie inden A-VM i maj. Freezers skal i sidste runde møde Straubing Tigers, og den kamp vil blot få kosmetisk betydning – om Freezers skal slutte sæsonen på en skuffende 11.- eller 12.-plads.

Mads Christensen og Red Bull München tabte efter straffeslag til Ingolstadt og deler inden sidste spillerunde førstepladsen med Iserlohn.

Patrick Galbraith fik chancen for Krefeld Penguins, der gæstede DEL-ligaens andet bundhold Schwenninger Wild Wings, og det endte med en sejr til Krefeld på 4-2. Galbraith reddede 25 af 27 forsøg og sikrede sig en redningsprocent på over 92.

Den danske landsholdsmålmand har på det sidste gjort god reklame for sig selv og mon ikke, at Krefeld er meget interesseret i at sikre sig Galbraith på en permanent kontrakt. Det forlyder, at den snart 30-årige målmand er meget glad for at være i tysk ishockey.

Stillingen inden 52. og sidste spillerunde:

1. Munchen  51 24 6 7 14 157:123 91
2. Iserlohn  51 23 5 12 11 162:142 91
3. Eisbaren Berlin  51 26 4 3 18 148:136 89
4. Wolfsburg  51 24 4 4 19 149:117 84
5. Düsseldorf 51 25 3 3 20 148:129 84
6. Nürnberg  51 23 5 4 19 160:150 83
7. Ingolstadt 51 23 0 7 21 154:158 76
8. Straubing 51 22 3 3 23 144:155 75
9. Köln 51 19 8 1 23 145:138 74
10. Mannheim 51 20 5 3 23 138:142 73
11. Hamburg 51 17 6 6 22 138:163 69
12. Augsburg 51 20 4 1 26 156:182 69
13. Krefeld 51 14 5 6 26 133:162 58
14. Schwenninger 51 15 4 2 30 140:175 55