Hall of Fame: Dan Jensen – den fantastiske historie fra 90’erne

Herning-koryfæet Dan Jensen blev i går valgt ind i ishockeyens Hall of Fame. I anledning deraf et gensyn med den fantastiske historie fra Herning-Esbjerg-opgørene tilbage i 90’erne.

Dansk ishockey i 90’erne er lig med de store kampe mellem Esbjerg og Herning, og det er en rivalisering, som stadig får fans og spillere af den forrige generation til at sværme.

Haller fyldt til bristepunktet en time før kampstart, smædesange under opvarmningen. Dramatik, hårde nærkampe og spillere, der i 60 minutter bare ikke kunne fordrage hinanden.

– Det var fantastisk de år, hvor det hele kørte. Til den første kamp mod Herning i september eller oktober kom der gerne over 4000 mennesker i hallen i Esbjerg. Og i Herning kunne tilskuerne finde på at råbe ”lorte-Lodberg” i tre kvarter i træk.

– Min søn tror jo, jeg er åndssvag, når jeg fortæller ham det. Men som sportsmand var det så stort, at du næsten ikke kunne rumme det. Havde du spillet en god kamp i Herning, gik det hele jo op i en højere enhed, siger en af hovedpersonerne fra dengang, Erik Lodberg med bred vestjysk accent, da han bliver bedt om at mindes de legendariske dage.

– Jeg stod engang oppe i cafeteriaet i Herning efter en kamp, og en dame på godt 50 år i sort pels kom op til mig og spyttede mig i hovedet.  Jeg skulle bare købe en pølse. Sådan var stemningen dengang. Der var had, men også kærlighed.

– Vi elskede jo alle sammen de kampe, og der var gensidig respekt spillerne imellem. Jeg har tit sludret med Frits (Nielsen, Herning-træner) efter kampene, og på landsholdet var der altid et godt kammeratskab mellem spilerne fra Herning og Esbjerg.

Erik Lodberg var altid, hvor man fik tæsk. Hvor man gav og tog af et godt hjerte, og hvor det gjorde ondt.

– Jeg har fået 96 sting i ansigtet, og jeg tror de 80 af dem er kommet i kampene mod Herning. De var hårde, siger han.

Ren vold
Sidst i 80’erne gik en ung mand rundt ovre i Richmond Hill i Canada og overvejede sin fremtid. Dan Jensen havde en tysk mor og dansk far, som var udvandret til Canada i 50’erne og nu havde bosat sig i Toronto-området.

Ishockeymæssigt havde unge Jensen aftjent sin værnepligt i Ontario Hockey League som hårdfør back hos Peterborough Petes og Guelph Platers.

Han havde kæmpet sig gennem drenge- og juniortiden i en canadisk hockeykultur, hvor man skulle stå op for holdkammeraterne og ikke mindst sig selv.

– Ellers overlevede man ikke. Det var ren vold indimellem. Så hårdt fysisk, at man ikke kan forestille sig det i dag. Heller ikke i Canada. Der blev tacklet igennem hver eneste gang, og det blev noteret, hvem der præsterede i slåskampene.

– Taktikken var ganske enkelt at smadre modstanderen – og det skulle gerne gøre rigtig ondt på deres bedste spillere, husker Dan Jensen.

Han orkede ikke at spille i farmerligaerne i USA, og ville i første omgang gerne til Europa og helst Tyskland. Det lykkedes dog ikke få tysk pas, og i stedet vendte Jensen sig mod den danske mulighed.

Med dobbelt statsborgerskab ville han ikke tælle som udlænding og fik henvendelser fra både HIK, Frederikshavn og AaB Ishockey. I sensommeren 1989 landede han i Aalborg. Mest fordi det tiltalte ham med en nordamerikansk træner. På det tidspunkt var Joe Clark i boksen i det nordjyske.

– Det var en forfærdelig sæson. Jeg spillede ikke særlig godt, og klubben var i problemer. Ved juletid var der ikke flere penge i kassen, så jeg tog hjem til Canada og spillede sæsonen færdig på min brors juniorhold. Og derefter stoppede jeg med at spille ishockey. Orkede ikke mere, siger Dan Jensen.

Små 25 år senere sidder vi overfor den lune fyr i cafeteriaet i Kvik Hockey Arena.

Dan Jensen ville være brandmand. Et godt job i Canada, og på den lokale liste med 500 ansøgere stod han øverst. Han havde tidligere spillet ishockey sammen med en af chefens drenge, og det gav kredit.

Opkald fra Frits Nielsen
14 dage før den civile karriere skulle tage sin begyndelse lå Dan Jensen en mandag på sofaen hos sine forældre med tømmermænd. Han havde taget en ekstra fridag efter en hård weekend, da telefonen ringede. Det var Frits Nielsen fra Herning, der bare lige ville høre, om unge Jensen ikke kunne tænke sig endnu en sæson i Danmark.

– Først ville jeg sige nej. Det var slut med ishockey. Men min far stod ved siden af, og gjorde tegn til mig. Man skal aldrig sige nej med det samme, sagde han. Og efter vi havde tænkt lidt over situationen, besluttede jeg mig for at tage tilbage til Herning.

Dan Jensen skulle ende med at blive den mest vindende ishockeyspiller i Danmark med sine ni gange DM-guld. Men i første omgang endte han midt i en stor, jysk rivalisering og han passede perfekt ind på et Herning-hold med canadisk snit.

Rent fysisk overmatchede Dan Jensen stort set samtlige spillere i den danske liga dengang.

– Tacklingerne og fysikken var min spillestil. Da jeg begyndte i Danmark, tacklede jeg lige så hårdt, som da jeg spillede hjemme i Canada. Det var ganske enkelt for hårdt, og selv om jeg forsøgte at diskutere lidt med dommerne, endte det med, at jeg måtte lave lidt om på min spillestil. Sådan går det jo, griner Dan Jensen.

Ubarmhjertige dueller
Dengang i 90’erne stødte han ofte sammen med Erik Lodberg omkring målet. Duellerne var hårde og ubarmhjertige.

– Noget af det, jeg husker bedst fra de kampe er, at der altid var meget blod. Folk gik altid rundt og blødte. Vi slog meget på hinanden, når dommerne kiggede væk. Man brugte ikke stavene som våben, men kunne du sætte en crosschecking, der gjorde ondt, så gjorde du det.

– Men personligt har jeg aldrig spillet hockey for at skade en modstander, selv om jeg spillede hårdt. Jeg indrømmer gerne, at jeg spillede hårdt. Erik (Lodberg) var en af dem, der kunne tage imod og give igen. Det havde jeg respekt for, siger Dan Jensen.

– Hockeyen var en helt anden dengang. En kampsport, og det var en god tid. Dan var en af dem, man elskede at hade. Det gjorde ondt at møde ham, og han var overlegen i mange af spillets faser. Og så var – og er – han en skide sympatisk fyr, siger Erik Lodberg.

Olle og Tolle
Kampene mellem Esbjerg og Herning blev også i høj grad dueller mellem de udenlandske stjernespillere. Esbjerg med det mere tekniske og russiske snit hyrede først Oleg Starkov og siden Anatolij Chistyakov. Starkov kom til Danmark før sæsonen 1991/92. Herning blev naturligvis tegnet af Todd Bjorkstrand og Petri Skriko, som var de helt store stjerner i omklædningsrummet.

– Oleg (Starkov) var en fantastisk type både som mennesker og hockeyspiller. Han kunne alt med en hockeystav. Og vi havde en ny generation af spillere, der var klar til udfolde dens potentiale.

– Oleg var en mand af få ord. Ligesom Radoslav (Svoboda – tjekkisk verdensmester, der var med til at føre Esbjerg til DM-guld i 1987/88) var han en af de der ydmyge kommunistdrenge, der var vant til at stå ret, når der kom en kommissær ind i omklædningsrummet.

– Det kunne vi danskere grine af, men vi kunne også lære af det. Han var fantastisk disciplineret, siger Erik Lodberg.

Året efter – i sæsonen 1992/93 – kom Anatolij ”Tolle” Chistyakov til Esbjerg – og hans tilstedeværelse betød, at Esbjerg måske spillede den bedste sæson nogensinde i klubbens historie. Herning blev mast 3-0 i finaleserien.

Hårdføre russere
– Han var en helt anden type end Oleg. Man kunne tale med ham, og han havde en lidt anden og mere taktisk spillestil. Samtidig med, at han var en gudsbenådet tekniker. Oleg og Tolle var jo ikke canadiere, der piskede os frem på det mentale plan, men de udførte deres ordrer til punkt og prikke. Selv på deres bundniveau kunne de køre folk ovenud, siger Erik Lodberg.

– Tolles største problem var, at han fik mange tæsk. Han var ikke så stor, og når spillere som Dan (Jensen) og Erik (Petersen, en anden af Hernings backer), slog på ham, så endte han med at reagere. Indimellem tabte han hovedet, men det får ikke hans ishockeymæssige klasse til at blegne, siger Erik Lodberg.

Både Starkov og Chistyakov var hårdføre. De tog imod masser af tæsk i den danske liga, og Starkov måtte ud i med trælårsoperation med 13 centimeters omkredsreduktion. Chistyakov mistede sit korsbånd i det ene knæ, men blev reddet af muskulaturen omkring knæet.

Chistyakov testede knæet ved at køre rundt på et ben, da han var retur på isen. Og var klar igen.

Savner fysikken
Esbjerg toppede i 92/93 og gik året efter videre i Europa Cuppen for mesterhold. Men de tre følgende finaledueller vandt Herning. Træneren for midtjyderne, Frits Nielsen, havde fået skabt en utrolig vinderkultur i klubben, og så havde han Todd Bjorkstrand på sit hold.

– Når du har været inde omkring målet tre-fire gange og fået et kindkys, så stopper du på et tidspunkt. Todd han blev bare ved. Han var på en eller anden måde sværere at stoppe som spillertype, og så kom Skriko også til. Frits var en dygtig mand, siger Erik Lodberg.

Herning tog over og vandt guld i 93/94- og 94/95-sæsonen. Hvis Esbjerg havde deres ”class of 92/93, var Hernings gyldne sæson den i 1994/95.

Midtjydernes hold var spækket med stjernespillere. Ikke blot Skriko og Bjorkstrand, men også finnerne Jouni Vento og Erkki Mäkelä på toppen af deres ydeevne. Suppleret med danske profiler som Lars Pagh, Ronny Larsen, Frederik Åkesson og Ulrik Larsen.

Forsvarskrumtappen Dan Jensen lavede hele 51 point i 42 kampe i den sæson, hvor Herning blot tabte to af 43 mulige matcher. Måske historiens mest suveræne DM-guld i nyere tid. I den tredje finale i Herning blev Esbjerg slået med 9-2.

Esbjerg tog revanche året efter med en finalesejr over Rungsted.

I 1996/97 mødtes de to klubber foreløbig sidste gang i en finaleserie. Herning vandt. Erik Lodberg var stoppet i 1994, mens Dan Jensen spillede helt frem til 2005. Begge savner de elementerne fra de drabelige dueller i 90’erne. Stemningen, tilskuerne og den toughness, der fulgte med.

– Der er facetter af spillet fra dengang, som jeg savner. Ishockey er ikke Ludo. Dommerne i dag har det med sætte sig selv i centrum og fløjte kampene i stykker, men der er momenter, hvor tingene skal have lov at udvikle sig.

– Ishockey skal have lov at være en kampsport. Det nytter ikke noget, at spillerne kører rundt med fullfacehjelm, halskrave og tandbeskyttere og ikke får en ridse. Jeg siger ikke, at det er lig med, at der skal være slagsmål, men det må gerne gøre ondt. Ishockey er en kampsport, siger Erik Lodberg.

– Da Nicklas (Dan Jensens søn) begyndte at komme på holdet i Blue Fox, fulgte jeg dem lidt tættere. Så kom jeg til en kvartfinalekamp i Esbjerg en fredag aften med gratis adgang. Der var 1000 tilskuere eller sådan noget. Jeg var rystet.

– Jeg ved godt, at reglerne og ishockeyen er anderledes i dag, men jeg savner mere fysik og flere tacklinger. Var spillet hårdere på den måde, ville der også komme flere tilskuere, siger Dan Jensen.