Hårdt ramt Gentofte-hold fik klø i Vojens

SønderjyskE-Gentofte Stars 9-1 (4-1,0-0,5-0) (Af Nils Gripping) Et stærkt decimeret Gentofte-hold, der var ramt af en massiv omgang afbud på grund af skader og sygdom var chanceløst i Vojens i aften, hvor et veloplagt hjemmehold kørte en sikker 9-1-sejr hjem. Dermed satte sønderjyderne sig igen sikkert på andenpladsen med Esbjergs nederlag hjemme mod Frederikshavn.

Allerede tidligt i kampen fik sønderjyderne annulleret et mål for offside i målfeltet, men det skulle blot vise sig at være en signal til stormvejr fra hjemmeholdet, der spillede den bedste angrebsperiode længe – der var masser af kreativt, offensivt spil hos SønderjyskE.

Mads Lund satte det første mål efter fire minutter, da et tungt SønderjyskE-pres kulminerede med scoring. Det var et trækskud, men det blev udlignet blot godt et minut senere, da Morten Christensen udlignede for Gentofte.

Det var Christensens første ligakamp siden 2005/06-sæsonen, hvor han spillede syv kampe for Nordsjælland.

SønderjyskE fortsatte presset, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før hjemmeholdet ville score igen. Lige før halvvejsmærket blev Mark Lee spillet fri i et perfekt powerplay og satte 2-1-scoring, og i det 14. minut blev Stars sænket med et dobbeltslag.

Et godt skift af hjemmeholdets fjerdekæde kulminerede med et mål udefra af Daniel Galbraith og kort efter var en første periodes bedste, Mads Lund, på spil tæt under mål. 4-1, og det kunne sagtens have været større for både Nicolaj Carstensen og Anders Førster var centimeter fra at øge i periodens slutfase.

Gæsterne havde det naturligt nok vanskeligt i SE Arena. Tre af de normale seks backer var ude, og Stars-spillerne var under konstant pres i anden periode, hvor hovedpersonen var finsk. Teemu Seppänen stod helt forrygende og agerede det, man i Tyskland vil kalde “Teufelskerl” i målet. Han tog stort alt, hvad der ramte målet.

Der var stolpeskud, skud på overliggeren og kæmpe chancer til hjemmeholdet, der også var slemme til at brænde chancer. Og midt i det hele var Roberts Jekimovs såmænd også tæt på for Gentofte.

Det var nærmest et lille mirakel, at perioden endte målløs.

Målene kom hurtigt efter pausen. Mark Lee var først over en retur kort inde i tredje periode, mens Mads Lund minuttet senere hamrede et projektil ind fra blå linje. Unge Martin Eskildsen fik styret et skud fra Daniel K. Hansen ind i det 44. minut, og Thomas Spelling hamrede 8-1 ind på en prisgivet Seppänen ti minutter før tid.

2818 tilskuere så Mads Lund fuldende et hattrick med 9-1-målet på et SønderjyskE-hold, der spillede uden Søren Dau, Anssi Rantanen og Henrik Nielsen. Mark Lee udgik i tredje periode.

Gentoftes afbudsliste i dag bestod af Matus Rais, Nicklas Hansen, Anders Fisker, Mads Linke, Dominik Kadura og Christopher Nielsen. For tungt for bredden i en match i SE Arena fredag aften.