Guldklummen: En aften fuld af følelser og et suverænt mesterskab

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Uspoleret glæde. Eufori. Tårer. Guldhjelme. En eksplosion af følelser. 

320×360 artikel

Der var Thomas Lillie, der netop havde spillet sit livs kamp og holdt nullet for modstanderen i byen, hvor han voksede op og fik sin ishockeyopdragelse.

Der var Nikolaj Rosenthal, der efter de første jubelmomenter febrilsk forsøgte – og lykkedes – med at få kontakt til kæresten og den nyfødte søn på mobilen. Bare lige for at hilse på og fortælle, at han nu også var blevet dansk mester.

Der var Rosenthals far, Finn, bagmanden bag en tålmodig genopbygning af Rungsted-ishockeyen og dens netværk. Han vidste knapt, hvad han skulle sige, mens han gik rundt og slugte indtryk med en konstant snigende glædesklump i halsen.

Der var direktør Thomas Friberg – i gang med at undersøge om andre hold nogensinde havde ført fra første spilledag i grundspillet og vundet pokal og DM-guld i samme sæson. Som næsten altid med et kækt smil, der denne gang var blandet med en umådelig stolthed. 

Eller hvad med Mikael T. Christensen, der for sidste gang nogensinde havde iført sig ishockeyudstyr og trøje nummer 10, for “hvis ikke jeg skulle trække i det i aften, så hvornår…”. 

Der var fædre og mødre, koner og kærester overalt, der ville have billeder med sønnerne for at forevige momentet. Jeg så Marcus Olsson give og tage et kæmpelangt kram med en herre, der næsten måtte have været hans far eller i hvert fald et nært familiemedlem, og så var der selvfølgelig den største Rungsted-arv overhovedet, da Per Holten Møller kom ind på isen for at gratulere knægten Joachim. 

Pers far, Otto Holten Møller, var første generation og en af pionererne i Rungsted, Per Holten Møller var næste generation – både som spiller og mestertræner, og nu blev den ærefulde familie-depeche altså endegyldigt givet videre med endnu et mesterskab i Rungsted. Man mere end anede stoltheden i øjnene på både far og søn. 

Denne sæsons Rungsted-hold var suverænt, selv om det hele begyndte med et vist drama. Træner Peter Johansson blev fyret på grund “af uenigheder om den sportslige kurs”, og Johansson dukkede et par dage senere op som assistent i IK Pantern i Allsvenskan. 

Rungsted leverede en frisk satsning og sagde goddag til Flemming Green, der hurtigt blev eksponent for et offensivt, velspillende ishockeyhold, der leverede stor underholdning lige fra start.

Tidligt i serien blev der sat fire solide kæder, der holdt til den glade slutning: Sarault, Rosenthal, Fiddler og svenskerkæden med Bergman, Persson og kaptajn Olsson, mens en dansk tredjekæde scorede, når det var nødvendigt – og gjorde lidt mere til. Fjerdekæden gjorde et perfekt job med Nikolai Gade som den ultimative klubmand og “seatfiller”, når der var skader i de øverste kæder. 

Tim Daly og Morten Jensen viste sig hurtigt som offensive, defensive perler og Thomas Lillie var solid fra start, og vi skal slet ikke glemme, at folk som Simon Fredriksson, Mathias Røndbjerg og Joachim Holten Møller var eksponenter for disciplin og den “defensive defensiv” med uhyre solidt spil. Joonas Hurri kom ind som supplement, og unge gutter som Jelert og Schulze fik endnu mere hår på brystet i løbet af sæsonen.

Sammen udgjorde truppen en stærk, stærk gruppe, der ALTID fandt en vej til at vinde. Det så vi i den sidste finale, hvor Rungsted var presset fuldstændig ned i store dele af kampen, og vi så det også i Final4-slutkampen med vendingen i sidste minut mod Frederikshavn. 

Rungsted fik i løbet af sæsonen nyt sportschef-ansigt med Morten Hagen, og handlede, når det var nødvendigt: Joren van Pottelberghe kom ind fra Schweiz, da både Lillie og Lee-Olsen var skadet i buret, og da Mikael T. Christensen desværre igen røg ud med hjernerystelse, blev Frederik Høeg hentet ind som erstatning fra Hvidovre. En undervurderet mand fra Odense, der virkelig viste sit sande niveau, som sæsonen skred frem. 

Joonas Hurri blev hentet ind lige før slutspillet, og det viste sig specielt i finaleserien, at Rungsted-defensiven dermed var stabiliseret næsten til perfektion. 

Der var et nyt trænerskifte i januar, hvor Erik Hjalmarsson trådte ind og afløste en sygdomsramt Flemming Green. Der var ingen slinger i valsen. Hjalmarsson åbnede med at hente pokaltitlen, og trods lidt rysten i sidste del af grundspillet, var der ingen tvivl om, at kursen var sat, da først slutspillet gik i gang.

Erik Hjalmarsson rystede ikke på hånden og slog Patric Wener, Jari Pasanen og Mario Simioni i slutspillet, og blev dermed den første svensker siden 1986, hvor Rødovre vandt med Lasse Lilja i spidsen. 

At bryde den “forbandelse” er i sig selv en præstation, der giver Hjalmarsson en plads i dansk ishockeyhistorie i en alder af blot 35 år. I øvrigt med en blot 31-årig Christian Vaagensø som assistent. Det må være noget nær det yngste trænerteam til at vinde et dansk mesterskaben, siden epoken med spillende trænere sluttede. 

Det var tålmodigt genopbygget projekt, der fortjent kulminerede i aftes efter en supersæson. Og nu skal Rungsted på nye eventyr i den kommende sæson, som den fjerde danske klub i Champions Hockey League nogensinde.

Nye udfordringer venter for de danske mestre, men først gælder det om nyde øjeblikket i de næste tre-fire-fem dage. 

Det er mere end velfortjent.