GULD: Weis og Karvinen svensk mester med Luleå

Luleå/MSSK Hockey er svenske mestre i ishockey for kvinder. Og dermed også både Michelle Weis og Michelle Karvinen, der begge kunne juble i eftermiddag sammen med et rekordpublikum på hele 4179 tilskuere i COOP Norrbotten Arena.

Gæsterne fra Linköping blev sendt hjem med et klart nederlag på 1-4, og hjemmeholdets spillere satte knapt en skøjte forkert i den klare sejr.

Dermed gik Luleå Hockey fra 0-1 til 2-1 i serien, og i dag var det med Michelle Weis som center for Michelle Karvinen i hjemmeholdets andenkæde.

Derfra scorede Karvinen et enkelt mål og assisterede på et andet. Allerede efter 6:36 faldt Karvinens assist på Henriette Sletbaks 2-0, mens 3-0-scoringen faldt i undertal – sat ind af Karvinen – 25 minutter inde i kampen.

Luleå-kvinderne så sig aldrig tilbage og vandt altså en stensikker 4-1-sejr i en historisk besøgt kamp – og en historisk udgave af den svenske Riksserie, hvor mange topklubber har satset stenhårdt på kvindeishockeyen. Ikke mindst Luleå/MSSK, der endda mistede Karvinens supermakker, Emma Nordin, sent på sæsonen.

I stedet blev Michelle Weis altså hentet til Sverige, og mon ikke hun får et bud om kontrakt i Luleå til den kommende sæson?

Michelle Karvinen blev hentet fordi Luleå skulle vinde guld. Hun fuldførte sin opgave, og blev – selvfølgelig – kåret til slutspillets MVP. Bedre kunne den historie knapt skrues sammen. Fest i det nordsvenske i aften? Det er der næppe tvivl om.