Grumsen: – Er jeg ikke sikker, kan jeg ikke dømme mål

Foto: Jan Korsgaard

Dommerkvartetten var i fokus i aftes i SE Arena, hvor hjemmeholdet ikke fik en potentiel 1-0-scoring tilkendt. Videobillederne viste senere, at Jonas Johanssons skud klart var inde, men dommer Jacob Grumsen så simpelthen ikke, at svenskerens hurtige aftræk endte i nettaget bag Simon Nielsen i Herning-målet. Midtjyderne vandt kampen 2-1.

Det sagde Grumsen efterfølgende til Nordschleswiger.dk.

– Hvis jeg var træner, ville jeg også være træt af det, hvis jeg stod som træner i boksen og så et korrekt mål blive annulleret. Jeg har ikke levende billeder og så ikke pucken i mål, og når jeg ikke er sikker, kan jeg ikke dømme mål. Kamera ved hver eneste mål, ville bestemt hjælpe os i sådanne tvivlstilfælde, konstaterede han.

Grumsen ville ikke anerkende Simon Nielsens flyvende drikkedunk som bevis for scoring, og henviste til, at det lige så vel kunne have været målmandens stav som pucken, der fik dunken til at flyve så kraftigt, som det var tilfældet.

I den anden omstridte situation, hvor SønderjyskE forlangte mål, var dommeren derimod ikke i tvivl.

– Vi havde armen oppe på grund af en udvisning til Herning, og derefter fløjtede vi (inden Scott Campbell skød på mål), fordi Simon Nielsen efter min mening spillede pucken og dermed havde kontrol over den, forklarede Grumsen til Nordschleswiger.dk.