GRANSØE-GRANIT – 54 redninger i samme kamp

Emil Gransøe fortsætter i denne sæson i NAHL, hvor han spiller for Topeka Roadrunners, der er kendt for at uddanne dygtige målmænd.

I weekenden var Gransøe på mål for Topeka i det såkaldte “NAHL-Showcase”, som er en slags festival for ligaen, hvor samtlige hold er samlet og spiller fire kampe over det samme antal dage.

Det foregik i Schwan Super Rink i Blaine, Minnesota, som er det største iskompleks i verden med otte baner til ishockey.

Her var Topeka og Gransøe i aktion natten til søndag, og det er vel næppe for meget at sige, at danskeren stod sit livs kamp mod det notoriske tophold, Fairbanks IceDogs. Danskeren roses i alle referater, og det er der ikke noget at sige, for han drev modstanderne til vanvid med hele 54 redninger i 4-0-sejren.

Fairbanks havde syv powerplay-muligheder, men kunne ikke udnytte dem, og Gransøes meget fine præstation betød også, at der umiddelbart efter kampen var interesse fra et par college-scouts fra NCAA Division I, der gerne ville tale nærmere med den danske keeper.

Det er Emil Gransøes erklærede mål at komme til at spille college-hockey senere i karrieren.

NAHL-sæsonen er seks kampe gammel for Topekas vedkommende, og Emil Gransøe har stået tre gange og ligger efter weekendens vilde kamp med 92,7 i redningsprocent.