Gladsaxe forstærker sig med tidligere Metal Liga-spillere, canadier frisk igen

Foto: Jan Korsgaard

Der er et lille “våbenkapløb” i gang blandt flere af 1. divisionsklubberne, der satser hårdt på det danske mesterskab i landets næstbedste række. Jutland Vikings har for nylig hentet finske Mikko Lundbom og genaktiveret Magnus Leth Nielsen. Gentofte har fået Nicki Kisum og Christoffer Lindhøj ind fra skibsvraget Hvidovre Fighters, mens Hvidovres 1. divisionshold også har fået forstærkning derfra. 

Midt i det hele er Gladsaxe, de forsvarende mestre, der for nylig spillede lige op med Gentofte i to kampe, også i gang med at ruste op til den resterende del af sæsonen. 

For det første glæder træner Jacob Volf sig over, at den canadiske back Eric Cimino snart er tilbage efter en tre måneders lang skadespause, og nu har Gladsaxe forstærket sig med to tidligere Metal Liga-spillere, der er “klassiske Gladsaxe-typer” – altså spillere med stor erfaring og rutine, gerne fra Metal Ligaen.

Backen Nicklas Hansen har senest spillet Metal Liga for SønderjyskE i 2017/18-sæsonen, og har spillet 241 kampe i landets bedste række. Sidste sæson spillede han 1. division for Copenhagen Lions, der som bekendt måtte lukke midt i sæsonen.

Dallas Maxwell har spillet 265 Metal Liga-kampe, og var så sent som i sidste sæson fast mand for Herlev med 53 Metal Liga-kampe. 

Gladsaxe-træner Jacob Volf til Faceoff.dk. 

– Nicklas har holdt sig i gang med noget oldboys i denne sæson, så han er ikke specielt rusten. Han har erfaring og er tidligere landsholdsspiller – og skal nok blive en forstærkning. 

– Dallas er lidt mere “hockeyrusten”, men i god fysisk form. Jeg er sikker på, han hurtigt kommer efter det og kan glide ind og tage en plads på holdet. Han har jo trods sin unge alder (24) en hel del rutine, lyder det.
 
Der er lagt op til et giftigt slutspil i 1. division.