George Sørensen foreløbig uden Allsvenskan-istid

Foto: Jan Korsgaard

George Sørensen, målmandstalentet, der for længst har været inde omkring landsholdet, rykkede inden denne sæson til Allsvenskan-klubben Almtuna i Uppsala for at komme et skridt videre i karrieren.

Sørensen er naturligvis fast mand i truppen hos Almtuna, men har endnu ikke fået spilletid i de tre første kampe i Allsvenskan. Hvad værre er for George Sørensen er, at hans konkurrent, Jonas Johansson, et ungt svensk talent, har været Almtunas stærkeste spiller i sæsonens tre første kampe.

Johansson har spillet med en redningsprocent på 94, og får i Uppsala Nya Tidning store roser af sin træner Niklas Eriksson.

– Han har så absolut været vores bedste mand. Han ligger lige over et baglænsmål pr. kampe, og fortsætter han sådan, kommer vi til at ligge højt oppe i serien. Jonas tilhører de bedste keepere i serien, og han vil udvikles hele tiden, siger coachen.

Ud fra de udtalelser, vil det næsten være overraskende, hvis George Sørensen står i aften, når Almtuna møder Västerås, men forhåbentlig bliver der spilletid til den unge dansker, der allerede adskillige gange i sin unge karriere har vist stort potentiale – men lige nu altså møder sin overmand i Uppsala-klubben.

Jonas Johansson blev for to år siden i øvrigt draftet af Buffalo Sabres.