Gentoftes Cody Kunyk rykker tilbage til AHL

Foto: Jan Korsgaard

Endnu en af de store profiler fra sidste sæson forlader Metal Ligaen. Gentofte Stars’ Cody Kunyk ryger tilbage over Atlanten igen, hvor han skal spille for Utica Comets i AHL.

Her har Gentofte-centeren fået en kontrakt på en enkelt sæson, skriver hans agent på Twitter.

Cody Kunyk gjorde et forrygende indtryk i Gentofte i fjor, hvor hans sammenspil med lettiske Roberts Jekimovs i perioder hørte til Metal Ligaens absolut bedste.

Men en længere skadespause ødelagde dog store dele af sæsonen for den dygtige canadier, der i sin karriere allerede har nået en enkelt NHL-kamp for Tampa Bay Lightning, ligesom han i sin collegetid var en af historiens stærkeste spillere på University of Alaska-Fairbanks.

I sæsonen inden han kom til Gentofte lavede han 26 point i 71 kampe for Syracuse Crunch – også i AHL. En mislykket tryout i DEL-klubben Wolfsburg betød, at Kunyk søgte lykken i Danmark, inden han altså nu stikker hovedet den anden vej igen.