Gentofte sejrede igen-igen på straffeslag

Gentofte Stars – Hvidovre Fighters 2-1 (0-0, 1-1, 0-0) 0-0, 1-0
Gentofte sejrede i aften for tredje gang i træk efter straffeslagsafgørelse. Kampen var helt jævnbyrdig i 55 minutter, men herfra var trafikken ensrettet ned imod Hvidovres-målmand Niklas Lundstrom. Selvom svenskeren stod flot imod kunne han ikke forhindre, at formstærke Ville Jarveleinen blev matchvinder ved, som den eneste, at score i straffeslagskonkurrencen.
På årets anden dag havde Gentofte Stars og Hvidovre Fighters her til aften sat hinanden stævne i Gentofte Skøjtehal.
Hvidovre kom friskest ud til første periode og lagde fra start et lille pres på hjemmeholdet. Fighters fik dog ikke meget ud af spilovertaget i indledningen, og vi skulle faktisk frem til midtvejs i perioden før første reelle scoringsmulighed kom. Victor Bjorkung fandt Dennis Christjansen, hvis styring dog blev reddet.
Første periode var dog generelt en ørkenvandring uden specielt meget at berette om. Et hav af offsides og icings ødelagde alt, der mindede om rytme i kampen, og der var ikke noget at sige til, at det i forvejen halvslatne fremmøde i Gentofte denne aften, hvad svært ved at skabe stemning.
Først da vi havde passeret halvvejsmærket i perioden fik Ville Järveläinen hjemmeholdets første nærgående mulighed, men her var Hvidovres målmand Niklas Lundström klar.
Senere forsøgte også Joonas Riekkinen sig for hjemmeholdet, og også udeholdets Oliver Persson prøvede med baghånden, men det ændrede ikke billedet af en første periode, som var til den kedelige side.
0-0 efter 20 minutter.
Indledning på anden periode lovede ikke bedre for resten af kampen. Begge mandskaber havde svært ved at skabe de store chancer, og der var stadig for mange spilstop, der ødelagde rytmen i kampen.

I det 27. minut var Gentofte tæt ved at tage føringen. Nikolaj Zorko styrede en puck på Lundström, mens Luis Blak Olsen tog returen med rundt om mål og forsøgte sig ad “køkkenvejen”. Også den blev afvist. Situationen blev dog startskuddet til et massivt Stars-pres, der varede de næste to minutter, uden at Hvidovre kunne “lufte ud” og få skiftet de trætte spillere.

Udeholdet slap med skrækken, men man tog en timeout som følge af den massive belejring.
Timeouten fik taget toppen af hjemmeholdets pres, og i stedet var det faktisk udeholdet, som scorede kampens første mål. Mads Carlsen undervurderede en puck i hjørnet af egne zone, og han tabte derfor pucken.

Skiven blev spillet tilbage til svenske Adam Carnestad, som med et godt træk sendte pucken på venstre opstander. Returen sprang bagom Seppänen, og direkte ud til samme Carnestad, som fra en ny position nemt kunne smide pucken i tomt bur.

Hvidovre trak sig efter målet tilbage, og Stars svarede tilbage med godt fem minutter tilbage af perioden. Efter endnu et langt angreb endte pucken i slottet hos den finske skarpretter Marko Virtala. Han havde dog blik for andet end målet, og fandt med ryggen til, en helt fri formstærk Jarveleinen, som sikkert udplacerede chanceløse Lundström. 1-1.
Resten af perioden lignende noget vi havde set for meget af allerede i første periode, og derfor var stillingen helt lige inden de sidste tyve minutter.
Jævnbyrdigheden mellem de to hold fortsatte i tredje periode, og selvom Gentofte fik aftenens blot andet powerplay fem minutter inde i tredje periode, var det stadig helt lige, da vi gik ind i de sidste ti minutter. Gode redninger af Lundström i selvsamme powerplay var stærkt medvirkende hertil.
Med seks minutter igen tog målscore Carnestad endnu en tur i Stars zone. Han overlod til sidst afslutningen til Oliver Persson, som i en perfekt position dog overplacerede sit skud.
Herfra stod der Gentofte på det hele. Hjemmeholdet jagtede de tre point, og det virkede som om, at kræfterne var sluppet op hos udeholdet, der gav kæmpe muligheder væk i slutfasen. Scoringen udeblev dog, og så skulle det hele igen i overtid i Gentofte.
Her var hjemmeholdet det klart mest nærgående, og kun mirakelredninger af Niklas Lundström sikrede Fighters en straffeslagsafgørelse.
Her var det Teemu Seppänen, der endnu engang stjal billedet, og reddede alle tre Hvidovre-forsøg. Det ene skulle han dog have hjælp til at redde fra stolpen.
I den anden ende var Ville Järveläinen eneste mand, der kunne udplacere Lundstrom, og så tog Gentofte igen det ekstra point.