Gentofte og Odense tager hul på Metal Cup

Herlev Eagles kvalificerede sig i aftes til kvartfinalen i sæsonens udgave af Metal Cup. I aften skal modstanderen til Eagles findes, når Gentofte Stars tager imod Odense Bulldogs.

Et spændende opgør, for hvis noget hold kan kaldes en joker i denne sæson, hvor Gentoftes blanding af slovakker, finner og danskere – og en enkelt nordamerikaner – må ses som den helt store joker.

Intet netnyt fra Gentofte, så vi skal vente til i aften for at se, hvordan træner Arvidsen kommer til at blande sine kort.

Fynboerne tabte i sidste weekend 0-5 til Frederikshavn i en træningsturnering i Frederikshavn, og det nederlag skal revancheres i sæsonens første betydende kamp.

– Alt kan ske, men vi vil vinde. Det betyder rigtig meget at komme godt fra start, og det er en knald eller fald kamp, og det er spillerne helt klar på, siger Odense Bulldogs cheftræner, Brad Gratton, til Fyens Stiftstidende før kampen.

– Vi har senest spillet to træningskampe i Tyskland, hvor vi både fik vist noget rigtig flot spil, men også blev gjort opmærksom på, hvad der ikke fungerer. Og det arbejder vi benhårdt videre med, siger han til avisen.

Det bliver svenske Joakim Nettelbladt, der afløser Morten Andreasen som kaptajn for Odense i aften.

Der er faceoff klokken 19 i Gentofte Skøjtehal.