Gentofte: Kunyk ude i seks uger endnu

Gentofte må undvære holdets kaptajn Cody Kunyk i yderligere seks uger. Det fortæller Stars-træner Karsten Arvidsen til FACEOFF-online.dk.

Kunyk blev skadet umiddelbart før landsholdspausen oppe i Frederikshavn, og har ikke været i opstillingen i de seneste Gentofte-kampe.

Og det varer altså også en rum tid, før den canadiske kaptajn dukker op igen på kamprapporten.

– Det er en lowerbody-skade. Det er vel sådan, man siger nu til dags. Desværre, men heldigvis er der jo andre spillere, der har steppet op, når vi har manglet ham, siger Karsten Arvidsen.

– Men selvfølgelig betyder det noget for os at mangle ham. Helt konkret har vi jo måttet lave om på kæderne, og Cody er også en spiller, der er i stand til både at afgøre kampe og gøre spillerne omkring sig bedre, siger Arvidsen til FACEOFF-online.dk.

Cody Kunyk har foreløbig spillet 10 kampe for Gentofte – han var spærret tidligt i sæsonen på grund af manglende arbejds- og opholdstilladelse, og lavet 14 point.