Gentofte-back får karantæne for ukvemsord

Foto: Bluelinemedia.dk

Gentofte Stars må klare sig uden backen Mads Carlsen i fredagens kamp mod SønderjyskE. Den 23-årige back er blevet idømt en kamps karantæne for utilstedeligt sprogbrug.

Danmarks Ishockey Unions Disciplinærudvalg har set nærmere på en episode fra kampen mellem Gentofte Stars og Rungsted Seier Capital, der blev spillet 22. december. Her blev Mads Carlsen idømt matchstraf for at overfuse dommer Mads Frandsen.

Mads Carlsen var ligesom andre Gentofte-spillere utilfredse med dommerkvartettens kendelser i overtiden, hvor Rungsted sikrede sig sejren, og den 23-årige Gentofte-back endte med at udvise truende adfærd over for de zebrastribede.

– Han kører midlertidigt væk fra os dommere, men vender rundt og kommer tilbage mens linjedommeren prøver at holde ham væk. Han er meget hidsig og vil ikke gøre som linjedommeren ber ham om. Han kommer med personlige bemærkninger såsom “Mads, din fucking bøsserøv”. Han bruger også andre grove og uanstændige sætninger, som jeg ikke hører helt så fuldt ud som den første kommentar. Jeg personligt synes til sidst, at han er truende mod os dommere, da han gentagende gange prøver at komme hen mod os, og lagt sammen med hans homofobiske udtalelser vælger jeg til sidst at tildele ham en matchstraf, skriver dommer Mads Frandsen i sin indberetning.

Gentofte Stars skriver i deres partsindlæg, at Mads Carlsen er ked af sit ordvalg, og det har Disciplinærudvalget taget højde for i deres vurdering af situationen. Fra udvalget lyder det:

– Mads Carlsen erkender – og undskylder – sit sprogbrug.
– Mads Carlsen var – umiddelbart før han med sit sprogbrug overtrådte regel 168 – idømt 10 minutters straf og havde således fået chancen til, at stoppe sin dårlige opførsel.
– Bemærkninger med brug af seksuelle præferencer med det mål, at nedværdige en modspiller eller kampofficial er ikke acceptabelt og bringer spillet i miskredit.

– Som udgangspunkt har udvalget besluttet, at dårlig opførsel mod kampofficials, hvor der ikke er fysisk kontakt mellem spiller og kampofficial skal placeres i kategori 1 med strafferammen på en til to kampes karantæne.

– Men henvisning til placeringen i kategori 1 og til de ovennævnte punkter finder et enigt udvalg ikke anledning til at annullere den automatisk idømte ene spilledags karantæne en matchstraf medfører.

– Mads Carlsen idømmes som følge deraf karantæne i en kamp.

Mads Carlsen afsoner karantænedagen i fredagens hjemmekamp mod SønderjyskE.