Game center: SønderjyskE-Rungsted

Før kampen: TV2 Sport-karavanen kommer forbi Vojens og SE Arena i aften til en aldeles interessant kamp, som et eller andet sted er en slags lakmusprøve for Rungsted.

Nordsjællænderne har vundet tre ud af de sidste fire, men kan Morten Green og co. holde skansen mod et SønderjyskE-mandskab, der med 10 sejre og seks uafgjorte i ordinær spillet endnu ikke har tabt over 60 minutter.

Det bliver vanskeligt for Rungsted i den svære atmosfære i Vojens, hvor det efterhånden er tradition, at minimum 3000 tilskuere indrammer fredagskampene. Det giver fest og farver og smitter af på spillerne hos de forsvarende mestre.

Senest i 9-1-sejren hjemme over Aalborg var der ren legestue i SE Arena, og debut til PJ Fenton, der er trådt ind i en ny og bomstærk andenkæde med Scott Campbell og Henrik Nielsen, den nybagte landsholdsspiller.

Det skal blive spændende at se Fentons kæde inde – måske mod “finne-kæden” fra Rungsted med Saarinen og Kangasniemi, der har været stærkt medvirkende til Rungteds succes i de seneste fire kampe.

Mon ikke også det er helt åbent om Clemente eller Feuk vogter buret for gæsterne i aften? Kampen om pladsen som førstekeeper synes at være lukket helt op.

Holdene: Tyler Gotto måtte udgå med et trælår i Gentofte, men skulle efter sigende være klar igen. Hos Rungsted er der tvivl om den lyskeskadede Drew Schiestel og Johan Andersson er udenfor i længere tid.

Hold øje med: Cory Quirk blev matchvinder igen i kampen i Gentofte med et lækkert straffeslag. Amerikaneren er i superform for øjeblikket. Hos Rungsted glæder Joachim Holten Møller sig med sikkerhed til et gensyn med sin gamle hjemmebane. Han udviste stor spilleglæde i tirsdags mod Herlev.