Game center: SønderjyskE-Rødovre

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: SønderjyskE og Rødovre har begge scoret fire point i de fem seneste kampe og dermed er det kun Gentofte (tre point), der er dårligere på den skala for øjeblikket. Så det er to hold, der halter for øjeblikket og to hold, der kæmper for at komme i sving igen.

For SønderjyskE’s vedkommende gælder det om at hænge på i kampen om førstepladsen, mens aftenens gæster slås for fjerdepladsen.

Rødovretræner Jesper Duus til FACEOFF-online.dk om den aktuelle situation:

– Nej, det er ikke gået helt som forventet på det seneste. Vi har haft marginaler mod os på det seneste, hvor vi havde dem med os tidligere på sæsonen. Lige nu er det stolpe ud, og vi kan mere eller mindre analysere os ihjel, hvis vi skal finde frem til, hvad der er galt. Vi skaber jo egentlig godt med chancer, men nu skal vi finde en positiv vej og ind på det rette spor, lyder det roligt fra Rødovre-træneren.

Jesper Duus har aldrig været en mand, der går i panik, og det gør han altså heller ikke for øjeblikket.

I SønderjyskE-lejren har Dan Ceman noteret sig den dårligste periode overhovedet i sæsonen. Spillemæssigt fungerer det overhovedet ikke for sønderjyske, der især har problemer i det fremadrettede spil.

– Rødovre er et skøjtestærkt hold, som kører på med fire gode kæder. Vi skal dæmme op for deres fart ved at spille godt i midtzonen, siger Dan Ceman om modstanderen til SønderjyskE’s hjemmeside.

Hold øje med: Bortset fra enkelte momenter har PJ Fenton ikke leveret hos SønderjyskE. Han skal vel snart i gang. Hos Rødovre har der ligesom hos aftenens værter været offensive problemer. Hvem skal løse den krise?

Holdene: SønderjyskE uden Gotto, Dau og Henrik Nielsen i Frederikshavn fredag, mens Anders Førster gjorde comeback efter en mindre pause. Rødovre var uden Martin Højbjerg i 2-3-nederlaget mod Odense fredag aften.