Game center: SønderjyskE-Odense

Før kampen: De her herlige frem og tilbage-matcher i juledagene er noget specielt, og der er formentlig masser af spillere fra SønderjyskE og Odense, der husker tilbage på kampen i fredags som en ganske god oplevelse. Begge hold spillede disciplineret, hårdt og tæt – og der var en snært af slutspil over begivenhederne i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Til sidst blev Cory Quirk matchvinder i overtiden, og han vil naturligvis gerne have point med på den korte juleferie, der venter efter dysten i aften.

– Det var rart at kunne hjælpe holdet med sejrsmålet. Vi har kæmpet lidt med at score mål og vinde kampe, men nu har vi vundet to kampe i træk, og vi vil gerne kunne fejre jul efter en sejr for vores hjemmepublikum, siger Quirk.

– Odense har en stærkt offensiv, men spiller vi godt i defensiven og holder vi disciplinen, så har vi gode muligheder for at hente tre, vigtige point, som vi har brug for, da det er tæt i toppen, siger Quirk.

I Odense-lejren var der også tilfredshed trods nederlaget:

– Vi spillede disciplineret. Dommerne gjorde deres arbejde godt. Vi viste karakter og stolthed, og vi havde god fart i skøjterne. Jeg kan ikke ønske mig mere af holdet, siger træner Brad Gratton om Bulldogs-holdets kamp fredag til Fyens Stiftstidende.

Den disciplinerede linje satser fynboerne på at holde i aften i SE Arena, hvor der nok skal blive tryk på med udsigt til juleferie i det sønderjyske.

Hold øje med: Det har knebet for ellers så træfsikre Kim Lykkeskov på det seneste. Den sønderjyske dynamo finder måske snart strømmen igen? Hos Odense får Tad Galansky en tough aften, hvor han virkelig skal være på stikkerne mod det, der ligner et topmotiveret hjemmehold.

Holdene: Odense stadig uden John Armstrong i opstillingen, ligesom Frederik Høeg er i Finland med U20-landsholdet. Søren Pedersen meldes tvivlsom efter det riv, han fik af Mads Lund i fredags. SønderjyskE formentlig uden både Tyler Gotto og Søren Dau, men til gengæld igen med U20’eren Martin Eskildsen tilbage.