Game center: SønderjyskE-Gentofte

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: SønderjyskE tager imod Gentofte, og kigger man på de mange eksperttips fra før sæsonen, er det hele begyndt som ventet for de to mandskaber. Sønderjyderne i toppen, Stars i nederste halvdel. Men mon ikke gæsterne alligevel forventer at kunne drille i Vojens i aften i en kamp, der i øvrigt først går i gang 20:15.

Gentofte-træner Arvidsen har nemlig nu haft to kampe til at spille sit multinationale mandskab ind, og han må efterhånden forvente lidt mere af sine udenlandske folk, specielt de nyeste, Kunyk og Jekimovs.

– De er sultne og desperate efter at vinde. Det hersker der ingen tvivl om efter de har tabt de to første kampe. De har et godt hold, og jeg forventer, at de kommer og arbejder stenhårdt, siger SønderjyskE-angriberen Anders Førster om sine holdkammerater fra i fjor.

Om sønderjydernes egen sæsonstart:

– Vi spillede defensivt i Champions Hockey League, og jeg synes personligt, at det var svært at lave omstillingen til de danske hold. Det går dog bedre og bedre, og jeg synes, at jeg spillede min bedste kamp i tirsdags (i Rungsted), siger Førster til soenderjyske.dk.

Holdene: SønderjyskE stillede med syv backs og 12 angribere i kampen i Rungsted tirsdag. Mon ikke Ceman kører videre med samme koncept. Gentofte har slovakiske Kadura med efter overstået karantæne.

Hold øje med: Cody Kunyk er endnu ikke kommet på pointtavlen. Mon ikke han nu har vænnet sig til de små isflader og kan begynde at spille op til sit potentiale? Hos SønderjyskE ser det ud til, at den unge fjerdekæde får spilletid. Tirsdag scorede Frederik Rasmussen sit første mål.