Game center: Rungsted-SønderjyskE

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Herlig match i Rungsted, hvor hjemmeholdet var flyvende fredag aften i en rigtig stærk forestilling mod Odense, hvor det blev til en 2-1-sejr. Gæsterne fra SønderjyskE, derimod, skuffede stort og tabte sensationelt 2-3 hjemme mod Herlev.

Glem heller ikke, at Rungsted i det seneste indbyrdes vandt 3-0 i Vojens og scorede den første shutout i Sønderjylland siden 1977/78-sæsonen. Så et Rungsted-hold smækfyldt med selvtillid mod et SønderjyskE-hold med gigantisk revanchelyst. Det bliver giftigt.

Rungsted med fire kæder fredag for første gang i sæsonen, og det bekom Per Holten Møller og Olaf Eller vel. Stadig med unge Jonas Røndbjerg i førstekæden og med Johan Andersson helt nede i fjerdekæden som center. Det mandskab er nu bredt og stærkt.

SønderjyskE-træner Dan Ceman var dybt skuffet efter fredagens kamp:

– Vi spillede en dårlig kamp og mødte op med en arrogant attitude. Det kan vi ikke tillade os og det er en kæmpe skuffelse at vi ikke formår at spille bedre ishockey end vi gjorde.

– Det spil, vi leverede i de første 40 minutter, var primitivt, grænsende til naivt. Vi må og skal også forvente mere af vores topspillere, det kan vi ikke komme udenom. Et er dog sikkert, vi skylder vores organisation og vores fans at yde en bedre indsats og vise en bedre mentalitet.

Hold øje med: Netop unge Jonas Røndbjerg spiller som en rutineret ræv og er en fremragende makker til Green og Rosenthal. Røndbjerg er formentlig ikke i dansk ishockey næste sæson. SønderjyskE havde en aften, hvor flere af topspillerne var ved siden af sig selv, forvent derfor action og arbejdsvilje fra start. Fenton/Quirk/Spelling havde en god tirsdag, en dårlig dag fredag. Hvad med søndag?

Holdene: Rungsted formentlig igen med fuldt hold – andet er ikke bemeldt. SønderjyskE havde også fuldt hold fredag aften, så mon ikke det er på fire sædvanlige kæder igen for de forsvarende mestre?