Game center: Rødovre-SønderjyskE

Før kampen: Rødovre er i den grad på beatet for øjeblikket, og Mighty Bulls er det eneste hold, der foreløbig er kommet fra SE Arena og topholdet SønderjyskE med en sejr. For nogle uger siden vandt Rødovre 3-2 efter overtid over topholdet, og det bliver naturligvis spændende at se, om Jesper Duus’ tropper kan gentage den kunst.

Der er næppe tvivl om, at Rødovre-spillerne glæder sig til udfordringen.

Filosofien hos Rødovre er fire kæder, masser af tempo og så gælder det altså om at slide modstanderen op. Det er lykkedes i rigtig mange kampe, og spørgsmålet er, om SønderjyskE også bliver et offer i aften?

Sønderjyderne synes dog ikke at have problemer i slutfaserne overhovedet endnu i sæsonen og fredag aften scorede de forsvarende mestre flere mål, der kunne have stået i ishockeyens ABC. Powerplayspillet så godt og struktureret ud, så Rødovre skal i den grad passe på ikke at komme i klemme i det regi i aften.

Dan Ceman ser ud til at mikse sine kæder godt. Vifter spillere lidt frem og tilbage nu og da. Canadieren kunne glæde sig over, at både Mads Lund og Henrik Nielsen spillede en god kamp fredag mod Odense.

Hold øje med: To af de mest markante målmænd hidtil i sæsonen støder sammen: Rødovres Ridderwall mod SønderjyskE’s Myllykoski. Spændende duel mellem stængerne.

Holdene: Umiddelbart kun unge Nikolaj Carstensen og Daniel K. Hansen, der mangler hos sønderjyderne. Rødovre har fuldt hold og fuld skrue, så gæsterne bliver med sikkerhed udsat for hårdt tempo.