Game center: Rødovre-SønderjyskE

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Herligt fredagsbrag i Rødovre Skøjte Arena, hvor hjemmeholdet vender tilbage for første gang siden nytår og tager imod de forsvarende danske mestre fra SønderjyskE. De to hold spiller gerne jævnbyrdigt op som sidste gang i SE Arena, hvor det blev til en smal 1-0-sejr til sønderjyderne.

– Vi har haft en lidt længere kamppause, og vi skal godt i gang igen. Vi møder alle top fem-holdene i de næste fem kampe, og det er altid godt at starte godt ud på sådan en lille rejse. SønderjyskE er ude af deres lille krise, og deres seneste resultater har været gode.

– En stor udfordring for os, men gør vi brug af vores styrker og vores gode hjemmebane, så bliver det vanskeligt for SønderjyskE at få point med hjem, siger Rødovre-træner Jesper Duus til klubbens hjemmeside.

Rødovre delte potten med Rungsted i de nytårskampe, mens SønderjyskE trak sig sejrrigt ud af to kampe mod lokalrivalerne fra Esbjerg.

Sønderjyderne virkede til at finde rytmen igen i de kampe og specielt i hjemmekampen kort før nytår lød bulletinerne på et SønderjyskE-hold, der kæmpede bedre end længe set.

Med Frederikshavns nylige halten og hårde kampprogram forude med to Metal Cup-semifinaler fredag og lørdag, så kan SønderjyskE faktisk erobre førstepladsen tilbage med sejre i de to tv-kampe fredag og mandag.

Og med det altså også meldingen om, at ishockeykanalen TV2 SPORT’s kompetente folk igen er på pletten efter en december præget af håndbold. Optakten fra Rødovre Skøjte Arena begynder klokken 19 med kampstart 19:30 og hockeystudie allerede fra klokken 19. Herligt.

Holdene: SønderjyskE formentlig uden Tyler Gotto (efterveer hjernerystelse) og Søren Dau (knæskade). Men er Darcy Zajacs papirer blevet klar? Ex-AHL’eren er i hvert fald landet i Vojens, og hvem ved om han trækkes ind som joker i aften? Rødovre har så vidt vides ikke alvorlige skader at slås med, spændende hvordan Duus sætter sine sædvanlige fire kæder op i aften. Tilbage fra U20-VM er Emil Oliver Christensen og Nikolaj Krag-Christensen.

Hold øje med: Kim Lykkeskov har haft svært ved at score det sædvanlige kvantum mål, måske er der snart hul på bylden igen? Hos Rødovre bliver det spændende med de to førnævnte U20’ere. Herlige typer med masser af gåpåmod.