Game center: Rødovre-Herning

(Grundspils kamp mellem Rødovre Mighty Bulls og Herning Bluefox, spillet i Skøjte Arena, Rødovre den 10. Oktober 2014) Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Efter 45 år som ishockeyreporter takker Peter Fredberg i dag af, når han dækker kampen mellem Rødovre og Herning i Rødovre Skøjte Arena. BT’s legendariske og sympatiske ishockeyreporter har vel set flere ishockeykampe end nogen anden i kongeriget, og han vil blive savnet rundt omkring i de danske haller.

Afskedskampen i aften bliver med et Rødovre-hold, der kommer til hjemmepremieren med maksimumpoint efter to sikre udesejre i Gentofte og Aalborg. Jesper Duus tropper har fået gang i skøjterne fra start, og når man stiller med en fjerdekæde med Zorko, Mieritz og Nicklas Carlsen vidner det om fin bredde på holdet.

Herning har fået en forfærdelig sæsonstart, og har vel kun spillet 30 gode minutter ud af de første 125 minutter af slagsen. Kampen i Frederikshavn i fredags resulterede i et stensikkert 0-3-nederlag, og Mario Simioni var en skuffet mand derefter.

– Det må have være tydeligt helt ud på tilskuerpladserne, at der manglede gnist og sult hos spillerne. Der var ingen, der ville noget. Vi kom for sent til alle pucke. Vi tabte alle tacklinger. Normalt forventer man, at alle vil bevise sig over for sine medspillere og ikke mindst over for modstanderne, at her er det os, der bestemmer. Men den berømte Herning-ånd så jeg slet, slet ikke, sagde han til Herning Folkeblad.

Mon ikke det er et topmotiveret midtjysk mandskab, der kommer til Vestegnen i aften?

Holdene: Rødovre har stadig Anders Schultz ude. Han døjer med skulderproblemer. Herning havde fuldt hold i tirsdag mod Frederikshavn, og der meldes ikke om skadesproblemer i det midtjyske.

Hold øje med: Jordan George skulle være en målscorertype hos Herning, men er ikke helt kommet i gang endnu. Hos Rødovre har Phillip Bruggisser imponeret stort – både offensivt og defensivt. Måske et scoop af Mighty Bulls at få ham hentet ind.