Game center: Rødovre-Herlev

Før kampen: Sjældent er Herlev gået ind til et “københavnerforstadsbrag” med så stor optimisme, som det er tilfældet i aften. Herlev er noteret for 21 point i de seneste 15 kampe og kommer med sejre over Odense og Frederikshavn i bagagen.

Samtidig synes holdet at være spillemæssigt stabiliseret. Ikke kun fordi angriberne netter, men også fordi forsvaret nu ser solidt ud. Det kan formentlig tilskrives rutinerede Alexander Sundström – normalt center – der på fornuftig vis er røget ind i forsvarslinjen og har givet stor rutine.

Og så har målmand Aaro Peltonen vist klassespil på det seneste.

Rødovre har derimod haltet noget på det seneste, men har til gengæld et tungt mentalt overtag på Herlev. De to hidtidige kampe i sæsonen har Mighty Bulls begge vendt og vundet i slutfasen, og det har været nederlag, der virkelig har gjort ondt i Eagles-lejren.

Til gengæld er formen  – fire point i de seneste syv point – forfærdelig hos Rødovre, der dog gjorde det tilforladeligt i Vojens tirsdag aften, hvor det blev til et smalt 0-1-nederlag hos SønderjyskE.

– De sidste par kampe har vi holdt os til gameplan, men ikke formået at få point. Der er ikke andet at gøre end at tage arbejdshandskerne på og arbejde hårdere end nogensinde, sagde Jannik Karvinen til Rødovre Lokal Nyt efter den kamp.

Så i Rødovre fornemmer man også at være på rette vej. Der er lagt op til et virkelig brag i aften.

Hold øje med: Det er jo svært at komme udenom Conny Strömberg, der var i pointrus tirsdag, men finske Muhonen arbejdede hårdt og hjalp Strömberg godt på vej. Hos Rødovre stod Ridderwall en flot kamp i målet, og hans duel med formstærke Peltonen kan også være en nøgle til kampen i aften.

Holdene: Herlev kan måske have Adrian Saxrud tilbage, mens Antti Hölli har siddet ude de seneste to kampe. Der er skader på ubestemt tid til Alexander Jensen og Dennis Bozic, mens Daniel Villadsen heller ikke har været med på det seneste. Rødovre må afgive Emil Oliver Christensen og Nikolaj Krag-Christensen til U20-landsholdet og Anders Schultz og Martin Højbjerg var ikke med i Vojens tirsdag.