Game center: Odense-Rødovre

Før kampen: Det her mellem Odense og Rødovre plejer altid at være interessant. Brad Gratton mod sin gamle klub. Hidsige nordamerikanere mod skøjtestærke danskere – og en traditionel jævnbyrdighed.

Den blev der dog sat en stopper for, da de to hold mødtes senest i Rødovre Skøjte Arena. Her vandt Odense første periode med sensationelle 6-0 og tog dermed brodden fuldstændig ud af kampen allerede efter 20 minutter. Det var nærmest en usandsynlig hændelse på linje med dengang Danmark gjorde det samme mod Slovakiet ved VM i 2010.

Og derfor sker det næppe heller igen, selv om fynboerne formentlig går og drømmer om en lignende opvisning foran eget publikum.

Det blev en omgang tjuhej, da Bulldogs senest mødte Esbjerg mandag aften. God underholdning, men analysen vil også vise Brad Gratton, at defensiven ikke stod helt tæt i flere kritiske perioder af kampen. Og når det sker, er fynboerne udsatte i egen zone.

Savnet af Simon Grønvaldt er stort, og der er næppe tvivl om, at den sportslige ledelse i Odense kigger efter en stærk back til resten af sæsonen, så både bredde og top bliver forstærker på den front.

Rødovre har bredden i orden. Næsten hele tiden det maksimale antal spillere både i forsvar og angreb, og Jesper Duus’ filosofi med at bruge mange spillere i hver eneste giver afkast. Foreløbig via en flot tredjeplads. Holder den også efter i aften?

Hold øje med: Ryan McDonough scorede et fremragende mål i kampen mod Esbjerg, og har fundet takterne fra sidste sæson og ligger med 18 point på en sjetteplads på topscorerlisten i Metal Ligaen.

Holdene: Simon Grønvaldt har været ude i fire kampe og det er ikke meldt, hvornår han er klar igen. Hos Rødovre er der fuld skrue, og Mark Mieritz trak sorteper senest mod SønderjyskE.