Game center: Odense-Rødovre

Før kampen: Det er altid højeksplosivt og fuld af temperament, når Odense og Rødovre tørner sammen i Metal Ligaen. I aften bliver vel ingen undtagelsen, og det er naturligvis spændende, om Morten Andreasen får comeback for Rødovre på sin gamle hjemmebane i Odense.

I givet fald vil han formentlig i første omgang blive taget godt imod af det Odense-publikum, der havde sympati med Andreasen i tvisten mellem ham og ledelse/træner i Bulldogs.

Til gengæld er den tvist nu skubbet i baggrunden hos fynboerne, der har set rigtig skarpe ud på det seneste, og sikrede sig adgang til både en ekstra fridag og Metal Cup-finalen i lørdags i Aalborg.

– Det er blevet et rivalopgør mellem Odense og Rødovre. Vi går ikke ud for at skade nogen, men vi spiller aggressivt og klogt, siger Brad Gratton til Fyens Stiftstidende før kampen – og medgiver, at han er stærkt imponeret over sin gamle klubs formåen.

– Når man ikke har så mange import-spillere, kan man udvikle sine egne spillere. Rødovre har et dybt hold med mange spillere, og de spiller med hjerte og karakter. Rødovre har en stærk organisation, siger Brad Gratton.

Mighty Bulls beviste netop hjerte og karakter fredag aften i 2-1-sejren over SønderjyskE, hvor Jesper Duus’ mandskab efter en stærkt disciplineret indsats snuppede sejren i straffeslag.

Mon ikke også disciplinen bliver en nøgle i aften, hvor det sagtens kan tænde til mellem de to mandskaber?

Hold øje med: Mike Daugulis er blevet ganske målfarlig og målsøgende på det seneste, og canadieren, der også har en fortid i Rødovre, noterede sig et hattrick i 9-3-sejren over Esbjerg for en uge siden. Hos Rødovre skal målmand Ridderwall være på stikkerne mod den stærke Odense-offensiv.

Holdene: Odenses John Armstrong stadig ude, men synes at kunne dukke op, hvornår det skal være. Hos Rødovre sad Mike Rådde ude i kampen mod SønderjyskE.