Game center: Odense-Herning

Før kampen: Hvilket drama, der er lagt op til i aften, når en formentlig godt fyldt Bryggeriet Vestfyen åbner op for dysten mellem Odense og Herning. Vi kender formentlig alle forhistorien fra tirsdagens kamp, og i går stod det klart, at både Jerred Smithson og Martin Larsen kommer til at sidde ude en enkelt spilledag.

Andre straffe blev ikke effektiveret, selv om begge lejre tilsyneladende havde set flere forseelser – og formentlig også gjort disciplinærudvalget opmærksom derpå.

Men heldigvis er vi i aften klokken 19:30 tilbage ved det, som alting drejer sig om – nemlig ishockey. Med tabet af Jerred Smithson har Herning mistet en nøglespiller af rang, som tydeligt manglede, da han tidligere på sæsonen var skadet. Det tvinger Mario Simioni til at møblere om på kæderne og på sine special teams, men det har træneren trods alt tidligere været vant til i en sæson med mange skader og kampe ude i Europa.

Hos Odense kører Brad Gratton formentlig videre med den sædvanlige line up, men også her skal det blive spændende at se, hvordan karantænen tackles. Bliver Oliver Larsen sendt op med fuld spilletid, eller kommer Bulldogs til at køre med fem backs og enkelte skift til unge Larsen, der har gjort det godt i sæsonen, men selvklart mangler rutine.

Og så er der vel nogle nøglespillere hos Bulldogs, der virkelig skal vise sig efter en bleg indsats i tirsdag, hvor Blue Fox bare var skarpest i alle spillets facetter.

Og ganske “klichéish” så er målmandsduellen naturligvis også uhørt vigtigt. Galansky og Odenses defensiv havde en dårlig tirsdag aften, mens Simon Nielsen i Herning-buret ser ud til at være det ubetingede førstevalg hos Simioni – medmindre Herning-træneren overrasker ved at sætte Pisar ind.

Hold øje med: Powerplay-situationer er uhørt vigtige. Her har Odense været ganske tamme hidtil, og har ellers et blændende setup med Nettelbladt og fire nordamerikanere. Herning har scoret en enkelt pind i powerplay hidtil og spillede længe i overtal i den sidste kamp i Odense uden at levere.

Holdene: Herning lægger altså Smithson til en fraværsliste, som derudover tæller Uldall, Sinisalo og Morten Mathiesen, mens Odense stadig ser ud til at kunne agere med alle folk.