Game center: Odense-Esbjerg

Før kampen: Odense kontra Esbjerg er næsten altid garanti for underholdning. Sådan var det, da de to hold mødtes første gang i sæsonen, hvor vestjyderne vandt 7-4 hjemme i Granly Hockey Arena, og sådan har det været i de seneste sæsoner.

Så tv-seerne på TV2 Sport og ikke mindst dem, der møder op live i Bryggeriet Vestfyen Arena, skal nok få smæk for skillingen. Det er de mange nordamerikanere garant for.

– Holdene ligger tæt i styrke, og man kan hurtigt ryge fra toppen og ned i midten. Jeg er tilfreds med vores styrke lige nu, men vi skal være mere konstante. Hvis vi kan spille lige så godt som i perioder i fredags i Sønderjyske og eliminere nogle af de værste fejl og holde os mest muligt fra straffeboksen, siger Odense-træner Brad Gratton til Fyens Stiftstidende før de 60 minutter på hjemmebane.

For gæsterne fra Esbjerg gælder det ligeledes om at holde sig helt ude af straffeboksen. Energy-spillerne præsterede hele 13 udvisninger hjemme mod Aalborg fredag aften, og det er ganske enkelt alt for mange.

Til gengæld brillerede specielt de nordamerikanske spillere – med Mario Lamoureux i spidsen – rent offensivt og i også i powerplay. Kan Odense-defensiven uden Simon Grønvaldt styre de drenge i aften?

Esbjerg er i øvrigt noget ringe kørende på udebane, hvor det blot er blevet til to point i fire kampe. Det er en statistik, der i den grad skal forbedres hos Energy.

Holdene: Der meldes umiddelbart ikke om skader hos Esbjerg, mens Odense må undvære backen Simon Grønvaldt, der stadig sidder ude med en skade.

Hold øje med: Mario Lamoureux var brandvarm for Esbjerg i fredags, hvor han nærmest alene sænkede Aalborg med fem kasser. Han står overfor en Sean Wiles, der scorede to gange i SE Arena for Odense og for en stund overtog Mitchells rolle som måljæger.