Game center: Odense-Aalborg

Før kampen: De her to hold kan ikke rigtig lide hinanden, og derfor er der lagt op til en rigtig god kamp i aften, hvor Odense arbejder på en fornuftig generalprøve inden søndagens Metal Cup-finale, mens aalborgenserne som bekendt er desperate i kampen om ottendepladsen.

Det mest spændende i aften hos Pirates er, hvordan den nye mand, Romans Semjonovs, klarer sig. Hans navn er jo dansk ishockey ret bekendt – for det første – og for det andet virkede det til at være et stort tab for IFK Arboga i den svenske Division I, at Semjonovs stak af sted. Det var Arbogas absolut bedste mand, og det er virkelig interessant, hvor tungt, han formår at markere sig i Metal Ligaen.

Odense Bulldogs kommer fra et nederlag i Gentofte, hvor træner Gratton betegnede indsatsen som værende uacceptabel. Fynboernes sidste tid har været et godt billede på en sæson, hvor Bulldogs den ene dag har spillet drømmehockey, mens de et par dage senere er gået ned med mand og mus og nogle gange lidt mere.

Det er vanskeligt at regne Bulldogs ud, men fakta er dog, at fynboerne – bortset fra 2-3-nederlaget senest i Aalborg – har haft fuldstændig styr over Pirates. Blandt andet i Metal Cup-semifinalerne, der blev vundet 8-3 og 3-0. Odense er et større og fysisk stærkere hold end nordjyderne, og det har Aalborg i store perioder af kampene mod Bulldogs haft svært ved at kapere. Kan Odense sætte sig på det med kropsindsats i aften?

Holdene: Aalborg har Jeppe Jul Korsgaard ude med karantæne, ligesom Anders Thode også stadig sidder ude. Lasse Jul Korsgaard og Alexander Lajmi var ude mod Rødovre, og det gav chancen til Sebastian Collberg, der gjorde en udmærket figur. Og så er Semjonovs altså klar. Der skulle ikke være skader hos fynboerne.

Hold øje med: Marcus Lundell må have været en af de spillere, der aspirerede til månedens spiller for januar i Metal Ligaen. I aften skal han præstere optimalt mod Odenses skarpe folk oppe foran. Fynboernes Mike Daugulis har været ganske farlig foran mål på hjemmebane på det seneste.