Game center: Herning-Esbjerg

Før kampen: En god, gammel klassiker mellem Herning og Esbjerg i aften i Kvik Hockey og igen på søndag 80 kilometer længere sydpå. Der skal nok komme masser af tilskuere i aften, for omsider ligger Herning der, hvor herningenserne altid forventer, Herning ligger: I toppen af ligaen.

Blue Fox topper formbarometeret, og det er der forskellige forklaringer på. Træner Mario Simioni eksempelvis, siger følgende til Jydske Vestkysten før dagens kamp:

– I starten af sæsonen lavede vi nogle dumme fejl i forsvaret. Vi forærerede gaver væk til modstanderen, og pakkede dem endda ud. Vi var ramt af en del skader, og derfor tabte vi mange kampe i begyndelsen af sæsonen. Siden er det gået bedre, og især vores forsvar er blevet stærkt.

– Det gavner også vores angribere, for vi lukrerer på nogle hurtige omstillinger, siger træneren til avisen.

Mario Simioni peger også på, at mange af holdets unge spillere har fået masser af spilletid sæsonen igennem – og dermed rutine.

Hos Esbjerg fik Mark Pedersons mandskab en tiltrængt sejr i tirsdags over Herlev som opvarmning til bragene mod Herning. Man hæftede sig i kampen ved at Esbjerg gennem det meste af matchen lagde et tungt pres på Aaro Peltonen i Herlev-målet, og det var vel kun udnyttelsen af chancer, som vestjyderne ikke kunne være helt tilfredse med.

I aften er der helt anden modstand på isen, og det skal blive spændende at se, hvordan de farlige Esbjerg-angribere tøjler den stærke Blue Fox-defensiv. Kampen mellem vestjydernes målfarlige nordamerikanere og Hernings beton er en ubetinget nøglesituation i aften.

I øvrigt: To ud af tre kampe i sæsonen mellem de to hold er endt i overtid. Det kan kun blive dramatisk i aften.

Holdene: Herning stadig uden Bjørn Uldall og formentlig også Thomas Andersen. Simon Nielsen nok tilbage i målet hos midtjyderne. Esbjerg stillede tirsdag uden Jannik Christensen og Esben Nielsen, og det skal også blive spændende at se, om det bliver Frazee eller Henriksen i målet.

Hold øje med: Aaron Lee kæmper formidabelt og går forrest som en virkelig kaptajn for Esbjerg. En nøglespiller for de gule, der også kan levere mål. Hos Herning er man allerede nu begejstret over Ales Sova, der spiller solidt defensivt, men samtidig også kan passe fremad i banen og har stor intelligens i sit spil.

Sidste kampresultater: HERNING
26.01.16 MET Frederikshavn Herning 1 : 4
22.01.16 MET Herning Rødovre Mighty Bulls 3 : 0
19.01.16 MET Odense Herning 4 : 9
17.01.16 MET Herlev Eagles Herning 3 : 4
15.01.16 MET Herning SønderjyskE 2 : 3
(2 : 2)
Sidste kampresultater: ESBJERG
26.01.16 MET Esbjerg Herlev Eagles 3 : 1
22.01.16 MET Frederikshavn Esbjerg 4 : 3
(3 : 3)
19.01.16 MET Esbjerg Rungsted 2 : 5
15.01.16 MET Rødovre Mighty Bulls Esbjerg 1 : 4
12.01.16 MET Esbjerg Gentofte 4 : 3
Head-to-head kampe: HERNING – ESBJERG
06.12.15 MET Esbjerg Herning 3 : 4
(3 : 3)
27.11.15 MET Herning Esbjerg 2 : 4
18.09.15 MET Esbjerg Herning 3 : 2
(2 : 2)
18.08.15 VEN Herning Esbjerg 1 : 0
29.03.15 MET Esbjerg Herning 10 : 4