Game center: Herning-Odense

Før kampen: Det er en direkte duel om fjerdepladsen, når Odense Bulldogs i aften tager imod Herning Blue Fox. Midtjyderne har stille og roligt sneget sig opad i tabellen og snuppede fjerdepladsen søndag aften. Nu står Blue Fox helt lige med Bulldogs i kampen om den vigtige placering, der som bekendt giver hjemmebane i kvartfinalen.

Bulldogs kommer fra et stort nederlag i Frederikshavn, hvor fynboerne allerede tidligt i kampen var stort bagud. Måske mere en regulær offday uden den nødvendige tænding end et udtryk for Odenses øjeblikkelige form, der ellers har været glimrende i 2016.

– Vi var ikke klar fra start og gjorde ikke de ting, vi skulle (i Frederikshavn). Herning spiller godt forsvar, og der er vigtige point på spil, siger Odense-træner Brad Gratton til Fyens Stiftstidende.

Og det er virkelig en duel på Odenses angreb mod Hernings forsvar. Fynboerne har scoret 131 gange og passeres kun af Frederikshavn (134) i den statistik, mens Herning med 70 mål imod kun overgås af SønderjyskE (68) i den del af spillet.

Spændende at se, om det er Hernings omstillingsspil eller Odenses offensive stil med de mange individualister, der kommer til orde i aften. De seneste to indbyrdes opgør er vundet af Herning.

Holdene: Mange tvivlsomme hos Herning, der dog skulle have Jerred Smithson tilbage og så står det en anelse uvist, om Mathias Mortensen nøjedes med en enkelt dags karantæne efter matchstraffen mod SønderjyskE. Lubos Pisar har i længere tid været ude med en håndskade, ligesom Martin Sagat og Thomas Andersen har misset de seneste kampe. Endelig er Bjørn Uldall langtidsskadet på grund af efterveerne fra en hjernerystelse. Odense har ikke de problemer og stillede med fuldt hold senest i Frederikshavn.

Hold øje med: Bortset fra nederlaget i Frederikshavn, hvor han blev svigtet af holdkammeraterne, har Tad Galansky i Odense-målet virkelig løftet sit spil i den seneste del af sæsonen. Hos Herning er Kyle Essery avanceret til en allround-nøglespiller med de mange skader, der hersker i truppen. Virkelig en arbejdsmand, der slider i alle facetter.