Game center: Herning-Herlev

Før kampen: Herning Blue Fox spillede to fornuftige kampe mod SønderjyskE i løbet af weekenden, og var vel uheldige med ikke at få et enkelt bonuspoint med hjem i overtid eller straffe. De fem ekstraminutter og de efterfølgende straffeslag er altid en slags lotteri.

Nu får midtjyderne en god chance for at hive en sejr hjem mod det stadig stærkt svækkede Herlev-hold, der kommer til Jylland uden de langtidsskadede Adrian Saxrud og Dennis Bozic, der begge er ude i minimum en halv sæson. Træner Linus Fagemo håber til gengæld at have Daniel Villadsen med på den backlinje, der nok skal komme på arbejde i aften i Kvik Hockey Arena.

Til gengæld giver Herlev i aften debut til rutinerede Conny Strömberg, der med sine 39 år bliver den ældste spiller i Metal Ligaen. Han leverede et ganske godt indtryk til træningen mandag ifølge Linus Fagemo.

– Han er jo ældre end mig, griner Linus Fagemo i telefonen, da Faceoff-online fanger Herlev-træneren i telefonen.

– Nej, han kommer jo med en fantastisk rutine, og offensivt og i powerplay er han jo stadig fremragende. Han laver point, uanset på hvilket hold, han spiller. Men det er klart, det tager nogle dage for ham at komme i topform og finde timingen. Når han er det, bliver han en kæmpestor forstærkning, det er jeg sikker på. Han er fremragende pasningsspiller og vi får en ny og rutineret spiller ind på holdet, siger Fagemo.

Conny Strömberg har over sommeren holdt sig i form sammen NHL-spillere hjemme i Modo Hockeys hjemby, Örnsköldsvik, så grundformen skulle der ikke være noget i vejen med.

– Han skal nok få masser af spilletid, så han kommer i form, siger Linus Fagemo.

For Herning-træneren bliver det naturligvis gensyn med den hjemmebane, han hidtil har haft i Danmark. Både som spiller og træner. Fagemo blev vejet og fundet for let af Herning-ledelsen efter sidste sæson, så mon ikke han er opsat på revanche i aften?

Holdene: Herlev stadig uden backerne Saxrud, Bozic og Mauritzen. Prøvespilleren Alexander B. Jensen blev skadet til sin første træning, så han er heller ikke med. Midtjyderne havde ingen folk ude i kampene mod SønderjyskE, og fortsætter vel uanfægtet med fire kæder i aften.

Hold øje med: Den unge udgave af Daniel Nielsen, Blue Fox-angriberen i fjerdekæden, havde et par gode kampe mod sin gamle klub i weekenden. Hos Herlev gælder det selvklart Conny Strömberg. Hvad kan han, hvad vil han og hvor længe tager det for ham at komme i form?