Game Center: Herning-Frederikshavn

Blue Fox Herning-Frederikshavn White Hawks 0-3 (0-1,0-1,0-1)

Blue Fox lagde ellers aldeles aggressivt ud i kampens indledende fase, og rævene var tydeligt opsatte på at arbejde lige så hårdt som Mario Simioni inden kampen havde bebudet. Et lumsk skud fra Bjørn Uldall var ved at give hjemmeholdet en drømmestart, mens George Sørensen viste klassen, da Sagat kort efter blev spillet fri foran mål.

Efter en lidt groggy start kom vendelboerne herefter også bedre med, og dermed steg en allerede intens affære yderligere et nøk.

Kampens første udvisning tilfaldt hjemmeholdet, og så var det Blue Fox som var presset. Så presset, at gæsterne appellerede kraftigt for scoring, da Mark Müller var hurtigt over en retur, men dommeren stod godt placeret og vinkede afværgende.

Ulykken var dog kort for gæsterne, som sekunder senere kunne juble over en scoring fra svenske Robin Bergman, og de kyniske hvide høge tog dermed føringen ligesom det var tilfældet sidst de to hold mødtes på Kvik Hockey Arena.

Energiske Jacob Dahlström var tæt på at fordoble føringen, da hjemmeholdet blev fanget i en omstilling, men Lubos Pisar kom fremragende ned med skinnen og reddede for værterne. Minuttet efter skøjtede Kyle Essery til afkøling og igen pressede gæsterne hårdt på for scoring.

Derfor var det et kærkomment afbræk for hjemmeholdet at se målscorer Bergman skøjte samme vej, men i det korte powerplay var rævene ganske ufarlige. Der var skarpheden til forskel på de to hold i første periode, og føringen kunne der derfor ikke indvendes noget imod.

Gæsterne fortsatte de kyniske takter i anden periode, og en fejl i Blue Fox defensiven blev straffet prompte da Christian Kristiansen blev spillet helt blank midt i slottet, og så var nordjyderne i front med to.

Således var hjemmeholdet tvunget i offensiven, og hjemmeholdets førstekæde satte et tungt pres som kulminerede med endnu en fin redning fra Sørensen. Knap midtvejs i kampen fik rævene chancen i powerplay, men ligesom det var tilfældet i fredags fik Blue Fox alt for lidt ud af spillet i overtal.

Begge hold bidrog med masser af fight, men særligt hjemmeholdet havde svært ved at komme frem til chancer. Gæsterne var derimod en tand skarpere i pasningerne, og væsentligt mere direkte i deres spil. Særligt savnede rævene målfarlighed fra folk som George, Sinisalo og Sagat, og den havde Blue Fox nu kun 20 minutter til at finde frem.

Endnu en midtjysk fejl var tæt på at blive straffet da Robin Bergman slap igennem, og selvom svenskeren rundede Pisar i målet sneg afslutningen sig akkurat forbi stolpen. En herninggensisk udvisning var tæt på reelt at lukke kampen, men trods flere store chancer klarede rævene frisag.

Tiden arbejdede nådesløst videre og frustrationerne hos hjemmeholdet blev mere og mere udtalt. George Sørensen var sikkerheden selv i målet, og foran ham arbejdede gæsterne stenhårdt i egen zone.

En scoring i powerplay kunne meget vel blive den livline hjemmeholdet så desperat søgte, og to udvisninger i rap, gav rævene lige netop den mulighed. Et nøglemoment i kampen som endnu engang endte ud til høgenes fordel, og Sørensen synes umulig at passere denne aften.

Fem minutter før slutfløjt fik Blue Fox kæmpet sig igennem til en kæmpe chance da man fik Sørensen kørt langt ud af sit eget mål, men inde foran sprang pucken ikke hjemmeholdets vej og det åbne mål blafrede heller ikke denne gang.

I et sidste forsøg trak man Pisar ud, men lige lidt hjalp det, og Robin Bergman kunne lukke og slukke med sin scoring i tomt mål. En fortjent sejr til White Hawks i en kamp, der viste, at Blue Fox i den grad har problemer med at finde målet.

Før kampen: Mario Simioni er eksponent for disciplin blandt spillerne, og derfor også utilfreds med udviklingen i kampen i Esbjerg fredag aften. Simioni siger følgende til Bluefox.dk.

– Vi spillede 26 gode minutter i Esbjerg, og så er det meget skuffende at vi smider kampen væk ved at tage fire unødvendige udvisninger i offensiv zone. Esbjerg er et godt hold, men vi tabte til os selv.

– I morgen spiller vi vores første hjemmekamp, og vi skal ud og kæmpe hårdt i 60 minutter foran vores egne fans. Jeg forventer at se en disciplineret indsats fra alle spillere, og gør vi det, så vinder vi også kampen i morgen.

Frederikshavn White Hawks er ligaens øjeblikkelige tophold efter to indledende runder.

– Herning er uhyggelig svært sted at spille. Jeg kan ikke huske særlig mange sejre dernede, siger White Hawks-holdleder Lars Dalsgaard i et interview med klubbens hjemmeside.

Se hele interviewet med Lars Dalsgaard ved at klikke her:

Holdene: White Hawks må stadig undvære den lange angriber Mathias Bau Hansen, der er skadet – foreløbig på ubestemt tid. Blue Fox Herning fik umiddelbart ikke spillere skadet i kampen mod Esbjerg, og Simioni ruller vel på med fire kæder som i fredags.