Game center: Herning-Frederikshavn

Før kampen: Serien tog en noget overraskende drejning søndag aften, for efter 1-7-nederlaget i Herning vandt Frederikshavn næsten lige så overbevisende på hjemmebane.

Som neutral iagttager havde man måske ventet en mere jævnbyrdig kamp, men sådan blev det altså ikke, og noget tyder efterhånden på, at hjemmebanen er en tung faktor i den her serie.

– Det var en meget vigtig sejr for os (søndag) ovenpå fredagens kamp. Vi kommer ud med en helt anden gejst, vilje og attitude til at vinde den kamp her, og jeg synes, at vi over tre perioder er klart det bedste hold i dag, siger Rasmus Søndergaard til Nordjyske.

– Vi møder op (søndag). Vi mødte ikke op i fredags. Vi har den rigtige indstilling, attitude, energi og vilje til at vinde det her. Det var den store forskel for os i dag, tilføjer han.

Spændende, hvordan nordjyderne kommer ud til kampen rent taktisk i dag. Vil man forsøge at udnytte momentum fra sidste kamp og køre aggressivt, selv om det hedder udebane i Kvik Hockey Arena, eller måske spille afventende klassisk udebanehockey og stikke på kontraerne.

Det samme er faktisk vældig spændende for Herning, der lynhurtigt er blevet involveret i en serie, der ligner kvartfinalen mod Odense. Og som sikkert sagtens kan gå over syv kampe.

Herningenserne havde overraskende problemer i egen zone og gav for meget plads til nordjyderne foran Simon Nielsen (og Lubos Pisar) og det var faktisk første gang i slutspillet, at man så den midtjyske defensiv ramle. I kampene mod Odense var det på intet tidspunkt tilfældet.

Stof til eftertanke for Mario Simioni, eller bare noget, der sker over en lang periode med mange hårde kampe?

Holdene: Frederikshavner-træner Johansson havde lavet enkelte justeringer i kæderne op til seneste kamp, og dem holder han formentlig fast i. Spændende med en målmandsduel Nielsen/Sørensen (eller hiver Simioni Pisar op af posen?), der også kan blive afgørende?

Hold øje med: Det er nu Frederikshavn skal vise, hvilket stof, holdet er gjort af. For der er næppe tvivl om, at Herning kommer med stor attitude og tro på tingene, trods bagud 1-2 i serien. Midtjyderne prøvede det hele i kvarten mod Odense, og spørgsmålet er om det bliver en fordel i endnu en meget tæt serie.