Game center: Herning-Frederikshavn

Før kampen: Det var så tæt som forventet i Frederikshavn i tirsdags, men tilsyneladende to forskellige oplevelser af kampen hos. I Frederikshavn-lejren var der naturligvis tilfredshed over sejren – og solidt spil, mens Mario Simioni i Herning-boksen ikke var særlig glad over indsatsen – og han kom med en lille røffel til flere unavngivne nøglespillere, som han ikke mente havde leveret varen.

– Vi er lidt på hælene i perioder. Der var ikke den fart og bevægelse i skøjterne, som jeg gerne vil se. Vores forechecking var ikke effektiv nok. De kom jo ikke med noget, vi ikke var forberedte på. Det er træls at stå her og have tabt, men nu sætter vi fokus på næste kamp i Herning på fredag, sagde Mario Simioni blandt andet til Herning Folkeblad efter kampen i Scanel Hockey Arena.

Så der er lagt op til en hård omgang påskehockey for forhåbentlig mange mennesker i Kvik Hockey Arena i eftermiddag, hvor hjemmeholdet formentlig vil komme hårdt ud og forsøge at presse det frederikshavner-hold, der endnu har rene lagner i sæsonens slutspil.

White Hawks er kommet til fem sejre, og det har blandt andet været via bundsolidt målmandsspil af George Sørensen, der indtil nu har smækket alle tvivlere til side med fem glimrende kampe. Selv da Rungsted-spillerne gik hårdt til ham i kamp tre i kvartfinalen, overlevede han med bravur.

Der er dog næppe tvivl om, at Mario Simioni i dag har fortalt sine spillere, at de virkelig skal køre på inde foran Sørensens mål for at lægge maksimalt pres på den lille målmand, der spiller i den arena, hvor han er vokset op.

Holdene: Mario Simioni fik endnu et kort at spille ud med Tomas Sinisalo tilbage, og finnen blev allerede i kampen tirsdag rykket ind som en mere central spillere. Nu har Sinisalo mere hockey i benene, og han kan blive en værdifuld mand for Blue Fox. Det samme kan Christian Chapman for Frederikshavn, der på kamprapporten rykkede ind i fjerdekæden, hvor han supplerer op, så nordjyderne kan fortsætte med at køre bredt og fordele kræfterne.

Hold øje med: Daniel Nielsen plejer at træde i karakter i de her kampe. Landsholdsbacken er manden, der alene kan løfte Blue Fox til over gennemsnit. Og han plejer at gøre det, når det gælder. Hos Frederikshavn kig der efter de overraskelser, der kan komme fra tredjekæden, hvor en mand som Steffen Klarskov pludselig kan eksplodere.