Game center: Herning-Frederikshavn

Før kampen: Aftenens vel nok hotteste kamp, hvor Herning efter et par nederlag i weekenden mod Esbjerg skal søge at revanchere sig mod topholdet fra Frederikshavn, der har førstepladsen at forsvare i kampen mod SønderjyskE, der jo spiller parallelt ude mod Rungsted.

Herning søger revanche efter to tætte kampe – og to nederlag – mod Esbjerg i weekenden, der foreløbig kostede muligheden for at fange tredjepladsen. Kun et mål i to kampe irriterede Mario Simioni, Herning-træner.

– Nu har vi fået nogle backer, der er gode til hurtigt at bringe pucken frem fra vores egen zone, så man kan i hvert fald ikke bruge det som undskyldning.

– Vi forsvarer generelt godt og bringer pucken fint frem, men spillerne skal forstå, at man er nødt til at komme helt ind foran mål. Det er selvfølgelig også noget af det, vi lige har snakket om efterfølgende. Et mål i to kampe er ikke godt nok, siger han til Herning Folkeblad.

Blue Fox manglede i weekenden rutinerede Jerred Smithsom og selv om han ikke er nogen pointbomber, så har han tilsyneladende stor betydning for midtjydernes offensive egenskaber.

– Vi må jo erkende, at der ikke rigtigt er andre, der har taget hans rolle på sig i de to kampe. Vi havde håbet, at andre havde steppet op, men mange manglede altså lige det sidste, siger Simioni, der i aften kan se frem til mødet med en mindst lige så stærk defensiv som i weekenden, når Frederikshavn kommer på besøg.

White Hawks scorede fem point i lokalopgørene mod Aalborg i weekenden.

– Vi kan være tilfredse med, at det blev til fem point i to tætte kampe. Hvis vi ser over de sidste 10 kampe, synes jeg ikke helt, at vi har ramt topniveauet, men nu er vi forhåbentlig på rette kurs igen, siger White Hawks-kaptajn Mads Bech til Nordjyske.

Det er syvende gang de to hold mødes i betydende kampe – inklusive Metal Cup – og begge hold har vundet tre opgør. Herning har de to seneste matcher og vandt så sendt som sidste tirsdag 4-1 i Frederikshavn.

Hold øje med: Hvem skal score mål for Herning? Måske en Steffen Frank stepper op og leverer et mål eller to? Hos Frederikshavn kommer George Sørensen igen ind som en vigtig mand på sin gamle hjemmebane. Bliver spændende at følge ham frem mod og i det kommende slutspil.

Holdene: Mon ikke Nick Olesen får sin debut for White Hawks? Spændende hvor han træder ind. Sebastian Svendsen og Christian Chapman ude hos nordjyderne i søndags og Colin Vock tvivlsom.  Søndag savnede Herning Jerred Smithson, Bjørn Uldall, Mathias Mølgaard og Sebastian Andersen, men flere skadede skulle ifølge Herning Folkeblad være på vej tilbage.