Game center: Herlev-Rungsted

(Metalligaen 2014/2015, 19. September 2014, SAXO Bank Arena, Rungsted) Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Hvilken gyser allerede i aften på Sjælland, hvor Herlev og Rungsted dyster i noget, der ligner et regulært bundopgør, selv om det selvfølgelig er for tidligt at sige efter to kampe. Men kampen i aften bliver i hvert fald retvisende for begge klubbers sæsonstart.

Vinderen kan sige, at de store nederlag (set bort fra Herlevs 0-1 i Vojens) måske beroede på, at man ikke lige var spillet ordentlig ind, og ser man nøgternt på begge klubbers kampprogrammer, er det heller ikke nogen sensation at både Herlev og Rungsted står med nul point.

Til gengæld vil det være svært bittert for begge hold at stå med blank pointkonto efter i aften. Det kunne godt blive en nervøs omgang i aften.

Rungsted Ishockey-tv: Per Holten Møller om kampen

For begge mandskaber gjaldt det nemlig i tirsdag, at der var store huller i defensiven, og for Herlevs nye målmand Aaro Peltonen gælder det i øvrigt, at han og klubben stadig er i “se hinanden an”-perioden.

Kampen sendes direkte på TV2 Sport og der vil være masser af events i DFDS Seaways Arena op til start.

Holdene: Herlev var stærkt svækket på backsiden i Esbjerg, og uden Adrian Saxrud, Dennis Bozic og Mathias Stenild var det svært at holde vestjydernes angribere. Også Dallas Maxwell sad ude. Hos Rungsted manglede Joachim Holten Møller tirsdag, og er han tilbage, bliver det et godt skud energi for Rungsteds skrantende defensiv.

Hold øje med: Drew Schiestel fik sin debut tirsdag aften, og har nu fået sine første 60 minutter på stor isflade. Der er store forventninger til ham i Rungsted. Hos Herlev mangler vi stadig at se noget til finske Tuomas Muhonen i førstekæden med Heizer og Backman.